Hjemmerøveri i Løvskal

Yngre mand slået og sparket i sit hjem.

viborgpolitiExt.jpg

En yngre mand blev tidligt onsdag morgen udsat for et hjemmerøveri i sit hjem ved Løvskal, oplyser lokalpolitiet i Viborg.

Manden blev opsøgt af to mænd, der blandt andet krævede at få udleveret hans bil. Bilen kunne dog ikke starte, og den ene af mændene slog og sparkede manden flere gange. Mændene var hos manden i en halv times tid - og det endte med, at de forlod stedet med nogle hundrede kroner i kontanter - og en kraftig advarsel om ikke at gå til politiet.

Efter overfaldet ringede manden til sin far, som kørte ham på sygehuset. Han var indlagt i et par timer til observation for hjernerystelse og kørte herefter ind på politigården i Viborg for at melde røveriet.

Den yngre mand kendte den ene af overfaldsmændene, men afviser bestemt at skylde ham penge. De to gerningsmænd er stadig på fri fod.