Hjejlen kæmper med rust

Hjejlen ruster og dens tilstand kan komme til at koste selskabet bag den 158-årige gamle hjuldamper dyrt.

Dronning Margrethe var i 2011 med til at fejre Hjejlens 150 års fødselsdag.
Dronning Margrethe var i 2011 med til at fejre Hjejlens 150 års fødselsdag.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Den gamle dame fra 1861, Hjejlen, sejler hver år rundt med tusindvis af turister på Silkeborgsøerne, men de mange ture har sat sit præg, skriver Midtjyllands Avis.

Hjejleselskabet har denne vinter lappet et rust-hul i skroget over vandlinjen.

- Der er tale om et hul på størrelse med en lillefingernegel. Men det kostede os 55.000 kroner. Samtidig har en undersøgelse vist, at skroget i 158 år aldrig er blevet rustbehandlet indefra, siger direktøren for Hjejleselskabet, Thomas Klostergaard til Midtjyllands Avis.

Hjejlen er verdens ældste aktive hjuldamper, der stadig drives af den originale dampmaskine.

Kræver rustbehandling

Der venter nu en udgift til at få hele skroget rustbehandlet. Og det bliver ikke billigt, konstaterer Thomas Klostergaard.

- Hjejlen er en stærk dame. Men på den front ikke helt så stærk, som vi gik rundt og troede. Foreløbig har vi rustbehandlet og repareret det område, hvor hullet er opstået. Men på sigt skal vi have gjort noget ved hele skroget. Det bliver et stort arbejde, hvor vi blandt andet er nødt til at have hele salonen af Hjejlen pillet af. Hjejlen er jo ikke bare et skib, som man sætter en plade på udefra, fortæller Thomas Klostergaard.

Han oplyser desuden, at Hjejlens dampmaskine er blevet gennemgået ned til mindste møtrik.

- Der var ikke noget nævneværdigt i vejen med den. Men det kostede os 150.000 kroner, fortæller Thomas Klostergaard.

Da Hjejleselskabet fredag aften holdt generalforsamling oplyste formanden for Hjejleselskabet, Peter Stampe, at der i 2018 blev brugt knap 1,5 millioner kroner på at vedligeholde den gamle Hjejle-flåde, der består af ni både.

Se indslag fra i sommer, hvor Hjejlen var truet af for lav vandstand:

2:00
Indslag 22/7-2018: Lav vandstand i Gudenåen truede Hjejlen og de øvrige turistbåde. Men fem gule betonklodser har løst problemet.