Hjælpende kvinde ramt af vragdel på motorvejen

En 25-årig kvinde fra Herning er uden for livsfare, efter hun blev ramt af vragdel fra bil på Holstebromotorvejen. Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Hjælpende kvinde ramt af vragdel på motorvejen

Under en ulykke på Holstebromotorvejen onsdag aften blev en 25-årig kvinde ramt af en bil, da hun prøvede at hjælpe. Hun er uden for livsfare.

En 25-årig kvinde fra Herning blev onsdag aften ramt af vragdel fra bil, da hun var i gang med at hjælpe en forulykket mand på Holstebromotorvejen.

Manden, som er 30 år og fra Aarhus, kørte i sydgående retning fra Holstebro til Herning omkring klokken 23, da han lige før Aulum mistede herredømmet over sin bil og kørte galt. Ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi skyldtes ulykken højst sandsynligt glat føre efter hagl.

Mandens bil endte med at holde halvvejs i nødsporet og halvvejs ude i første vejbane. Det så en 63-årig kvinde fra Herning, som holdt ind til siden. Hun blev efterfulgt af den 25-årige kvinde, som steg ud af sin bil for at hjælpe den forulykkede mand.

Læs også Ulykke på Holstebromotorvejen: Vejen er spærret

Imens hun tilså manden, kom en 18-årig kvinde, også fra Herning, kørende. Hun blev forskrækket over at se de mange biler i nødsporet, og hun endte med at ramme en bil, som så gjorde, at vragdele fra en bil ramte den 25-årige kvinde.

Kvinden fik nogle flænger i hovedet og fik også revet en arterie over, så hun blev hurtigt kørt til skadestuen i Herning. Ifølge vagtchefen er hun uden for livsfare. De tre andre bilister slap uskadte fra ulykken.

- Det er utroligt farligt at stige ud af en bil på motorvejen. Selvom den 25-årige kvinde gør det rigtige, så kan man ikke forudse, om der kommer en bil bagfra. Så når der sker en ulykke, og man gerne vil hjælpe til, så skal man tænde sit havariblink og holde sig ude ved motorværnet. Og så skal man skynde sig at ringe efter hjælp, siger Allan Riis, som er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Holstebromotorvejen var spærret i godt to timer på grund af oliespild. Men der er igen ryddet helt op, og vejen er farbar.