Hjælpende hånd til hjertepatienter

I Region Midt hjælper de hjertepatienter med genoptræning lokalt, og det overvejer Sundhedsstyrelsen at udbrede til hele landet

sundhedstræning
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Alle kommuner i Region Midt er fra i år klar med en hjælpende hånd til hjertepatienter.

I dag besøgte Sundhedsstyrelsen Viborg for at se nærmere på den midtjyske model for genoptræning af patienter med hjertesygdomme.

Normalt foregår genoptræningen af hjertepatienter på et hospital, men siden 2015 har hjertemedicinsk afdeling i Viborg samarbejdet med Skive og Viborg Kommune. Og forsøget har været så stor en succes, at det nu er blevet udbredt til alle kommuner i Region Midt. Det betyder, at patienter slipper for at skulle køre langt og i stedet kan genoptræne tættere på hjemmet.

- Vi har en sundhedsaftale, hvor borgere og patienter bliver sat i centrum. Hvor man fokuserer på et mere sundhedsnært tilbud og man skal have mere sundhed for pengene. Og det her tilbud, hvor man ligger genoptræningen lokalt, det er noget, der er med til at understøtte den tanke, fortæller Jens Refsgaard, som er ledende overlæge på hjerteafdelingen på regionshospitalet i Viborg

At få hjertepatienter i genoptræning er vigtigt. Det forbedrer nemlig overlevelsesmulighederne. Tal viser, at op mod en tredjedel redder livet på grund af genoptræningen. 

- Det var et tilbud jeg fik lige efter operationen. Og man er forpustet når man kommer herfra, men man har det egentlig godt når man kommer hjem, fortæller Sven Erik Offersen, der har fået en hjerteoperation.

Efter dagens rundvisning på Regionshospitalet er Sundhedsstyrelsen klar til at kigge nærmere på en udbredelse af den Midtjyske model.

- Det er en rigtig god løsning, og det er lige præcis sådan en løsning vi bakker op om, hvor man har fokus på faglighed og patientsikkerhed, fortæller Kisten Hansen, der er sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.