Ny afgørelse: Hjælp til kræftsyge Hilde

Jobcenteret accepterer nu, at Hilde Mogensen endnu ikke er helbredt for sin kræftsygdom. En onkolog har banet vej for afgørelsen.

Med den nye afgørelse er Hilde Mogensen fredet på ubestemt tid fra at skulle i jobafklaringsforløb.
Med den nye afgørelse er Hilde Mogensen fredet på ubestemt tid fra at skulle i jobafklaringsforløb.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

I dag kom den meddelelse, som kræftsyge Hilde-Kristin Reed Mogensen har kæmpet længe for.

Alligevel er følelserne splittede.

På den ene side er hun meget glad og lettet. På den anden side står hun tilbage med denne følelse:

- Det er rystende, at man skal kæmpe i flere måneder for at overbevise dem (jobcenteret red) om, at de har vurderet forkert. Det burde ikke være sådan en kamp, siger Hilde-Kristin Reed Mogensen på telefon, da TV MIDTVEST får fat på hende efter dagens behandling.

3:40
Se også: Her fortæller Hilde Mogensen om forløbet.

- Det er grotesk

Dagen før hun blev opereret for brystkræft, havde hun fået brev fra jobcenteret om, at hun tre dage senere ikke længere var berettiget til at få sygedagpenge, og at perioden kunne ikke forlænges.

Hilde-Kristin Reed Mogensen skulle derfor stille til jobafklaringsforløb kort tid efter operationen.

- Det er stadigvæk grotesk, at reglerne er sådan, og at man skal i jobafklaringsforløb, før man er færdigbehandlet, har hun tidligere udtalt til TV MIDTVEST.

Siden har Hilde-Kristin Reed Mogensen  kæmpet en kamp for at få denne vurdering omgjort.

Hun er stadig i behandling for kræft og får blandt andet medicinen trastuzumab, som er et lægemiddel mod brystkræft.

2:32
Se også: Blå og røde partier mener ikke kommunen kan være behandlingen af Hilde Mogensen bekendt. 

De afgørende linjer

I dag skete så et stort vendepunkt i sagen.

- Jeg har nu endelige fået forlænget min sygedagpengeperiode, efter jeg selv har bedt onkologen om at skrive noget lidt mere uddybende om mig, fortæller hun til TV MIDTVEST.

Noget af det, jobcenteret begrunder sit nye standpunkt med, er disse linjer fra onkologen:

”Man kan således ikke erklære, at patienten ikke længere har en livstruende sygdom, da hun ikke er færdigbehandlet egentlig, før hun har fået alle 17 trastuzumab-behandlinger.”

Det har Hilde-Kristin Reed Mogensen følgende kommentar til:

- Det er jo det, jeg har sagt hele tiden.

- Nu har lægen forklaret det, så kommunen kan forstå det, siger hun.

Fredet på ubestemt tid

Med den nye afgørelse er hun fredet på ubestemt tid fra at skulle i jobafklaringsforløb.

- Det betyder, at jeg ikke ved, hvor længe jeg er fredet, men jeg er glad, lyder det fra Hilde-Kristin Reed Mogensen.  

2:21
Se også: Hilde Mogensen har fået frataget sine sygedagpenge. Og det er helt i orden, lyder det fra Ringkøbing-Skjern Kommune.

Hun er uddannet dyrlæge og har fået lovning på, at hun kan vende tilbage til sit arbejde, når hun er rask.

- Jeg føler mig lidt presset. Jeg er ikke meget for at rende til møder og udfylde skemaer, for jeg har et arbejde at vende tilbage til. Det er spild af tid.

- Jeg vil egentlig bare gerne blive færdigbehandlet, så jeg kan komme tilbage til mit arbejde, siger Hilde-Kristin Reed Mogensen, der bor i Tim.

Hun vil tidligst være færdigbehandlet til februar næste år.