Historisk tobissæson: Fiskemelsfabrikken vil øge kapaciteten

Fiskerne har måttet vente flere dage på at komme af med fangsten. Det vil TripleNine nu gøre noget ved.

Stormy af Thyborøn
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Fiskemelsfabrikken TripleNine i Thyborøn vil nu undersøge, om det er muligt at øge kapaciteten, så fiskerne til næste år undgår lange ventetider under tobisfiskeriet.

- Vi arbejder allerede nu hårdt på at se, hvordan vi til næste år kan løfte en del flere fisk hen over kajen, så vi er i stand til så vidt muligt at imødegå den situation, vi har set i år, siger TripleNines direktør Peter Jensen til TV MIDTVEST.

Fiskeriet efter industrifisken tobis er ved at slut for denne omgang, og fiskerne og industrien kan se tilbage på et par hæsblæsende måneder med et historisk godt fiskeri. 

Fiskerne har fanget så mange tobiser, at TripleNine slet ikke har kunnet følge med. Det har betydet lange ventetider, når fiskerne skulle af med fangsten.

Fiskeskipper Finn Christensen har prøvet at vente fem dage, inden han kunne få lov til at aflevere sin fangst. Og den lange ventetid går ud over indtægten.

- Vi har ligget mere i havnen, end vi har fisket. Hver gang motoren bliver kold, tjener vi ingen penge. Det skidt for vores forretning, men det er trods alt bedre end sidste år. Der måtte vi slet ikke sejle, fortæller han.

0:47
Fiskeskipper Finn Christensen har prøvet at vente op til fem dage på at losse fangsten.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Præcis hvordan TripleNine vil nedbringe ventetiderne, kan direktør Peter Jensen endnu ikke afsløre.

- Det er et spørgsmål om dels at skrue lidt på ventilerne inde på fabrikken og se, om vi tune dem lidt mere, end vi har gjort. Og at se om der er nogle andre løsninger på, hvordan vi i spidsbelastninger kan hjælpe nogle flere fisk ind fra bådene, siger han.

Direktøren understreger, at han er ærgerlig over de lange ventetider, men han fastslår samtidig, at produktionen ikke kunne køre hurtigere.

- Det har været svært at følge med i det tempo, som fiskeriet har kørt i i år. Vi har ligget og kørt mellem 2500 og 3000 tons i døgnet, siger Peter Jensen.

1:13