Historisk gelænder tilbage: Nej, det er ikke et nazisymbol

To svastikaer sidder atter ved indgangen til tidligere Carlsberg-depot i Viborg.

Svastikaet er et gammelt symbol på lykke og sad på huset i Viborg i 100 år, før den tidligere lejer besluttede at fjerne det.
Svastikaet er et gammelt symbol på lykke og sad på huset i Viborg i 100 år, før den tidligere lejer besluttede at fjerne det.
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Hvis man går en tur gennem Sct. Mathias Gade i Viborg, bemærker man formentlig et rødt og meget karakteristisk gelænder ved indgangen til et af husene.

Gelænderet består af to svastikaer - det samme symbol som nazisterne i Tyskland brugte som deres hagekors, men gelænderet i Viborgs gamle bymidte har ikke det mindste med et nazisymbol at gøre.

- Der er slet ingen grund til at være utryg, siger Lene Christensen, direktør Bach Gruppen Boligudlejning, som ejer huset.

Svastikaet er et gammelt symbol på lykke og blev før anden verdenskrig i flere sammenhænge brugt af blandt andre Carlsberg. Og huset i Sct. Mathias Gade er netop et tidligere Carlsberg-depot.

Bach Gruppen har valgt at sætte et skilt, der forklarer om svastika-symbolet, op på huset.
Bach Gruppen har valgt at sætte et skilt, der forklarer om svastika-symbolet, op på huset.
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Den tidligere lejer i huset blev dog træt af at skulle forklare sagens rette sammenhæng for de forbipasserende og valgte til sidst at fjerne gelænderet.

Men nu har Bach Gruppen så besluttet at sætte det op igen.

- Det er en historie, der skal fortælles. Gelænderet har siddet her i næsten 100 år, og vi synes, at det er væsentligt for bygningen. Og så håber vi, at viborgenserne vil tage godt imod det, siger Lene Christensen.

1:14
Se indslaget om de to svastikaer i Viborg her.