Historisk dansk ishockey-VM skydes i gang med naboopgør

Når VM i ishockey kommer til Danmark i 2018, møder værterne Tyskland på første kampdag. Også USA og Canada mødes.

Ishockey landsholds
Foto: Patrik Stollarz/Scanpix

Den ene store sportsbegivenhed er knap nok overstået i Herning, før den næste venter. Næste år kommer ishockey-VM for første gang nogensinde til Danmark, og nu er kampprogrammet offentliggjort.

De danske værter skal i aktion mod Tyskland på førstedagen, mens de to rivaliserende stormagter USA og Canada, der er også er i Danmarks pulje, ligeledes møder hinanden. Det fremgår af en pressemeddelelse fra turneringens arrangører.

- Vi er meget glade for, at kampprogrammet er kommet på plads, så forberedelserne nu kan gå ind i en ny fase. Danmark mod Tyskland og USA mod Canada i Jyske Bank Boxen i Herning på førstedagen taler næsten for sig selv, lyder det fra Henrik Bach Nielsen, der er formand for Danmarks Ishockey Union.

Det danske landshold, der er i pulje B, spiller alle sine syv gruppespilskampe i Herning. Foruden Danmark, Tyskland, USA og Canada tæller puljen Finland, Norge, Letland og Sydkorea.

Royal Arena den primære arena

Royal Arena er udset til at være turneringens primære arena og lægger derfor is til 34 kampe, heriblandt to kvartfinaler, begge semifinaler, bronzekampen samt finalen. Jyske Bank Boxen er værter for alle kampene i pulje B samt to kvartfinaler.

- Vi kunne ikke have ønsket en bedre åbning i pulje B, og kigger vi mod pulje A i Royal Arena, så er det fantastisk, at de forsvarende mestre fra Sverige skal kickstarte løjerne i København, siger Henrik Bach Nielsen.

De svenske verdensmestre møder Hviderusland i holdets første kamp ved VM.

VM i ishockey afholdes fra 4. til 20. maj næste år.