Hilda Heick: - Hvorfor SKAL det hedde dansktop?

Hilda Heick er ked af, at de unge ikke får en chance i dansktop-genren. Hun ville ønske, at den kunne blive kaldt noget andet.

hilda_heick.jpg
Foto: TV MIDTVEST

Det var en glad Hilda Heick, som TV MIDTVEST i dag kunne møde på den røde løber til Dansktop Prisen 2017.

Hun havde dog en stor anke overfor den genre, som hun har viet hele sin karriere til: Navnet.

- Hvorfor skal det hedde dansktop? Det er jo et gammelt udtryk, og der er sket mange ting siden da. Kunne det ikke bare hedde dansk pop? For nogle rynker på næsen, når de hører ”dansktop”. Så tænker de på krobal og sådan noget. Og sådan behøver det altså ikke at være, fortæller hun og uddyber:

- Vi har for eksempel lavet masser rock og rul på vores plader, men det bliver aldrig spillet, fordi vi er blevet puttet ind i den kasse, der hedder dansktop.

Svært for de unge

Det er især på grund af de unge, at Hilda Heick er bekymret over, at betegnelsen ”dansktop” har fået et blandet ry.

- Når nogen siger, at dansktoppen dør, så siger jeg ”ja det gør den”, for der kommer ikke nye folk til. De får ingen chancer, som vi andre fik, og det er lidt synd. Det er synd for de unge mennesker. Vi andre kan sagtens klare os, men de unge mennesker, som godt kan lide den mere ”syng med agtige”-pop, de har det svært, forklarer hun.

Netop af den årsag er hun begejstret for, at Dansktop Prisen, der lige nu løber henover danskernes TV-skærme på TV-regionernes 24 timers kanaler, er med til at hylde genren.

- Selvom jeg egentlig synes, at det er en forkert betegnelse, så er jeg virkelig glad for, at der er nogen, der vil lave et show som det her. For vi får jo ingen chancer længere. Det vil jeg hylde i dag, hvor der bliver gjort en masse ud af det, siger Hilda Heick.

Og hun har i aften glæden ved at se sin mand Keld Heick styre showet, som han er vært på sammen med Anette Kokholm og Thomas Evers Poulsen.

- Det har han prøvet mange gange, så det er jeg helt fortrøstningsfuld omkring – det skal han nok klare, den gamle mand, siger Hilda Heick med et kæmpe grin.