Herningensere til pumperne i Nordjylland

Store dele af Nordjylland er lige nu voldsomt hærget af oversvømmelser. Derfor er Beredkskabsstyrelsen Midtjylland draget nord på for at hjælpe. (arkivfoto)

oversvommet_vej.jpg

Beredskabsstyrelsen Midtjylland har fået hænderne fulde af vand.

Centret har nemlig sendt mandskab afsted for at hjælpe med at befri nordjyderne for de ekstreme vandmasser, der hele torsdagen væltede ned over landsdelen.

- Vi har i øjeblikket 20 mand ved pumperne i Hjørring og Frederikshavnområdet. De har været i gang siden torsdag morgen, og vi har nu sendt 20 nye mænd afsted for at afløse dem.

Det fortæller Søren Larsen, der er beredskabsmester ved Beredskabsstyrelsen Midtjylland, og han fortsætter:

- Vi har al vores pumpeudstyr deroppe. I alt omkring 15 pumper, der kan tappe mere end 20.000 liter vand i minuttet.

Ukendt tidshorisont 

Beredskabsmesteren er endnu ikke klar over, hvornår vandforholdene i Nordjylland er under kontrol, og det herningensiske mandskab igen kan drage hjem.

- De har virkelig travlt. Lige så snart, de er færdig med én pumpeopgave, drager de videre til den næste. Vi gør et nyt skiftehold klar til at køre op og overtage i morgen, men jeg ved ikke endnu, om det bliver nødvendigt, lyder det fra Søren Larsen, der selv holder skansen som vagthavende på Beredskbasstyrelsens central i Herning.

Også mandskab fra styrelsens centre i bl.a. Thisted, Haderslev og Næstved er lige nu i Nordjylland for at hjælpe til.