Herningenser sigtet for drabsforsøg i Schweiz

Forsvundet herningenser er dukket op i Schweiz, hvor han er sigtet for drabsforsøg, skriver Herning Folkeblad.

politiskilt.jpg
Foto: Flemming Christensen

En 32-årig dansker, der i 2013 forsvandt fra sit hjem i Hammerum ved Herning og siden har været efterlyst af både sin familie og politiet, er dukket op i Schweiz, hvor han er sigtet for drabsforsøg. Det skriver Herning Folkeblad tirsdag.

Manden er sigtet for et drabsforsøg på en restauratør i Geneve under et mislykket biltyveri. Forbrydelsen fandt sted 10. november 2013 - kun tre uger efter, at den ugifte og barnløse mand uden varsel forlod sin bopæl i Hammerum.

Den 32-årige mand har siden sin forsvinden for tre et halvt år siden været meldt savnet af sin familie og politiet. Han forlod Herning-området i sin mors sorte BMW 320 cabriolet og har ikke ladet høre fra sig i de mellemliggende år, hvor han angiveligt har levet som hjemløs i Sydeuropa.

Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter over for Herning Folkeblad, at der er tale om den forsvundne herningenser.

- Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget oplysninger fra Rigspolitiet om, at det er den forsvundne person, der er blevet anholdt, siger politikommissær Michael Schultze til Herning Folkeblad.

Også mandens familie fra Herning bekræfter, at de har modtaget en melding om hans anholdelse.

- Sagen er rigtigt ubehagelig for os. Han havde allerede brug for psykiatrisk hjælp, da han tog herfra. Det har tilsyneladende ikke ændret sig, siger den 32-årige mands faster, som ønsker at være anonym, til Herning Folkeblad.

En dna-profil på en strikket cardigan, som blev efterladt på gerningsstedet, endte i 2014 med at føre det schweiziske politi på sporet af herningenseren, som på det tidspunkt var taget videre til Frankrig.

Den 32-årige mand nægtede sig skyldig under det indledende retsmøde i Schweiz.