HerningCentret får nye ejere

Danske Shoppingcentre, der i forvejen ejer 16 indkøbscentre i Danmark, har været på indkøb i Herning.

HerningCentret slog dørene op i 1978.

Det måske mest kendte indkøbscenter i Midt- og Vestjylland, HerningCentret, kommer nu på nye hænder.

Læs også HerningCentret sættes til salg

Køberen er Danske Shoppingcentre, som i forvejen ejer 16 indkøbscentre over hele landet - blandt andet Lyngby Storcenter, Kolding Storcenter og City Vest i Aarhus.

- Vi er rigtig glade for at kunne tilføje herningCentret til vores portefølje af shoppingcentre. Alene i de seneste fem år er der investeret cirka 100 millioner kroner i centret, så det er et moderne og desuden meget veldrevet shoppingcenter, vi overtager med høj udlejningsprocent, spændende butikker og et solidt kundegrundlag, siger direktør i Danske Shoppingcentre, Michael Nielsen, i en pressemeddelelse.

Interesse fra udlandet

Centrets nuværende ejere - to private familier og investeringsselskabet Difko - mente, at tiden var inde til et salg. Blandt andet for at sikre stærke kræfter til at udvikle centret.

Jesper Nielsen, der er direktør i firmaet Property Partners, har hjulpet ejerne med salget. Han fortæller, at der var interesse fra både ud- og indland.

- Med den nye ejer er fremtiden sikret med hensyn til den videreudvikling af centret, siger han.

Det er ATP Ejendomme og Danica Ejendomme, der står bag Danske Shoppingcentre. Salget skal formelt godkendes af Konkurrencestyrelsen, og herefter ventes handlen at falde på plads den 1. oktober.

HerningCentret slog dørene op i 1978 og har siden haft 80 millioner besøgende. Købsprisen er ikke oplyst.