Herningborgere får ekstraregning på 172 millioner

Energi- og forsyningsministeren går ind i sagen

Eniig Varme i Herning har fået lov af Energitilsynet at opkræve 172 millioner kroner ekstra hos sine kunder. Arkivfoto
Eniig Varme i Herning har fået lov af Energitilsynet at opkræve 172 millioner kroner ekstra hos sine kunder. Arkivfoto

Fjernvarmekunder landet over kan vente sig en ekstraregning, skriver Jyllands-Posten.
    
Det er Eniig Varme i Herning, der har fået ja til at opkræve 172 millioner kroner ekstra hos sine kunder. Det svarer til en ekstraregning på mere end 9.000 kr. pr. husstand. 
    
Afgørelsen er kørt som en prøvesag i Energitilsynet, hvor 56 fjernvarmeleverandører ligesom Eniig Varme har ansøgt om at kunne udskrive regninger. Samlet ender det i milliardklassen.
    
Kernen i prøvesagen er en nyfortolkning af der, som i fagsprog kaldes forrentning af indskudskapital.
    
De penge kan fjernvarmeselskaberne helt frit disponere over i modsætning til hovedreglen, der ifølge Jyllands-Posten betyder, at alt, hvad de tjener, skal pløjes tilbage i deres selskaber.
    
Ifølge avisens beregninger vil ansøgninger alene fra de store fjernvarmeselskaber Hofor Fjernvarme i København og Trefor Varme i Trekantområdet give mulighed for at opkræve 1,1 milliarder kroner ekstra.
    
Og det får energiminister Lars Christian Lilleholt (V) til at rynke brynene.
    
- Desværre tyder meget på, at de her nye afgørelser vil blive misbrugt til at skrue op for varmeregningen og stikke pengene i lommen. Det har aldrig været meningen, siger han til Jyllands-Posten.
    
Ministeren vil nu forsøge at få en politisk dialog i gang med Folketingets partier om lovarbejde, der kan lukke den nye mulighed.
    
Lars Christian Lilleholt er dog usikker på, hvor meget der kan stoppes i forhold til de 56 indgivne ansøgninger, uden at der bliver tale om lovgivning.
    
Også formanden for brancheforeningen Dansk Fjernvarme, Uffe Bro, går noget usædvanligt i offensiven mod sine egne medlemmer.
    
- Det her vil jeg betegne som lovligt tyveri. Og det bliver desværre nok ikke særligt svært at overbevise borgmestre i mange kommuner med ejerskab i fjernvarmeværker om at hente penge til at lappe huller i kommunekasser.
    
- Og når det gælder aktieselskaber, er der jo ligefrem pligt til at varetage aktionærernes interesser, siger Uffe Bro til Jyllands-Posten.