Herning vippet af førstepladsen

Herning og Holstebro ligger i top fem, mens Viborg tager prisen som den mindst erhvervsvenlige midt - og vestjyske kommune. Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.

Herning kommune 4.jpg

Erhvervs - og byggevenligheden har generelt gode kår i Midt - og Vestjylland. Alligevel må Herning Kommune afgive førstepladsen til Billund og i stedet tage sig til takke med en fjerdeplads, når det kommer til at være den mest erhvervsvenlige kommune i landet.

Holstebro indtager en femteplads, mens Lemvig og Ikast-Brande Kommune placerer sig som henholdsvis nummer 11 og 13.

- Generelt kan vi være stolte af vores midt - og vestjyske kommuner, som på rigtig mange områder viser sig fra en erhvervsvenlig side. De belaster for eksempel ikke virksomhederne med dækningsafgift, og de er hurtige til at udstede byggetilladelser, siger formand for Dansk Byggeri Midt - og Vestjylland, Niels Hansen.

Viborg mindst erhvervsvenlig

Viborg Kommune er den eneste kommune i landsdelen, der indfinder sig i den mindre erhvervsvenlige ende af skalaen. De ligger således som nummer 63 ud af de i alt 98 kommuner.

Det er Dansk Byggeri, der i en ny analyse, klassificerer de danske kommuner efter erhvervsvenligheden. Kommunerne er blevet vurderet ud fra 30 forskellige indikatorer om alt fra jobcentrenes indsats og udbudspolitikker til byggesagsbehandlingstid og åbningstider på genbrugspladserne.