Herning og Holstebro er vokset mere end København

Herning, Holstebro, Silkeborg, Viborg og Skive har i løbet af de seneste 90 år haft mere vokseværk end Hovedstadsområdet

Herning fra luften

403 procent. Så meget er indbyggertallet i Herning steget med i løbet af de seneste 90 år. I Holstebro er indbyggertallet i samme periode steget med 284 procent.

Herning og Holstebro er sammen med Køge dermed de tre byer i Danmark, der er vokset mest siden 1926.

Det viser en ny undersøgelse fra Momentum, der er Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev.

Silkeborg har også haft godt gang i væksten. Her er indbyggertallet vokset med 206 procent i løbet af de seneste 90 år. Viborg er vokset med 154 procent, mens Skive er vokset med 136 procent.

I hovedstaden København kan de dog langt fra prale af den samme vækst. Her er indbyggertallet nemlig kun steget med 90 procent i samme periode.

Provinsbyer vokser mere end hovedstaden

Den nye undersøgelse viser, at urbaniseringen i Danmark slet ikke koncentrerer sig så meget om København, som vi går rundt og tror.

Tilsammen har de 29 største provinsbyer i Danmark fået 148 procent flere indbyggere siden 1926.

Det overrasker ikke Høgni Kalsø Hansen, der er lektor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

Han fortæller, at selv om folk er søgt mod byerne, har mange ikke ønsket at tage for langt væk.

- Vi kan se, at mange af provinsbyerne har oplevet vækst ved, at der er flyttet landbefolkning ind. Så befolkningen er blevet i de samme områder, men bor måske i byerne frem for i landdistrikterne, siger han.