Herning leverer vildt comeback på isen i Rungsted

Rungsted Seier Capital var foran med hele 5-1, men tabte alligevel 5-6 på hjemmebane til Herning Blue Fox.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Scanpix / Anders Poulsen

Bagud 1-5 sent i anden periode var der ikke mange, der regnede med, at Herning Blue Fox ville få noget med fra udekampen mod Rungsted Seier Capital.
    
Men Hernings ishockeyherrer ville det anderledes og scorede fem mål i træk og vandt 6-5 efter overtid i en hæsblæsende kamp i den bedste danske række.
    
Comebacket blev indledt, da Herning-spilleren Toni Kallela fik reduceret til 2-5 med blot tre sekunder tilbage af anden periode.
    
Det krævede dog yderligere tre mål fra Herning at tvinge kampen ud i overtid, men målene kom.
    
Hernings Thomas Vilstrup Andersen reducerede til 3-5 fem minutter inde i tredje periode, og seks minutter før tid gjorde Nicolai Weichel det til 4-5.
    
Herning udnyttede momentum i kampen og udlignede til 5-5 et minut senere ved Christian Silfver, og flere mål blev der ikke scoret i den ordinære spilletid.
    
Sammenbruddet for Rungsted blev komplet, da Herning-spilleren Anders Poulsen stod for den afgørende scoring til 6-5 næsten to minutter inde i overtiden.
    
Det vilde comeback var en realitet. Det lignede dog ikke en Herning-sejr i de første næsten to tredjedele af kampen.
    
Morten Jensen og Morten Green havde bragt Rungsted foran med 2-0, inden Antti Kerala reducerede til 1-2 for Herning.
    
I anden periode nettede Rungsteds Jake Hansen til 3-1, og holdkammeraten Nikolaj Rosenthal øgede føringen til 5-1 med yderligere to scoringer.
    
Det var dog ikke nok til sejr, da Herning blev ved med at kæmpe for sagen.
    
Sejren betyder, at Herning bevarer førstepladsen i Metal Ligaen med 61 point efter 30 kampe.
    
Der blev spillet fire kampe mere tirsdag aften.
    
Odense Bulldogs vandt 4-2 hjemme over Esbjerg Energy og er placeret på andenpladsen med 59 point.
    
Frederikshavn White Hawks vandt 6-1 hjemme over Hvidovre Fighters og er placeret side om side med Aalborg Pirates med 54 point.
    
Rødovre Mighty Bulls vandt 3-2 hjemme over Gentofte Stars efter overtid og straffeslag og har nu 50 point side om side med Rungsted, som også har 50 point.
    
Endelig vandt Herlev Eagles 2-1 ude over Sønderjyske i tirsdagens bundkamp.
    
/ritzau/