Herning Kommunes spareplan på plads

Herning Kommunes spareplan på plads

Partierne i Herning Byråd blev tirsdag aften enige om en spareplan på årligt 110 mio. kr.

Herning Kommunes spareplaner har vakt frustrationer hos bl.a. forældre til unge på det beskyttede værksted REVA, der egentlig stod til lukning. Men kommunens politkere har nu fredet værkstedet og fundet besparelsen andre steder på beskæftigelsesområdet, og det resultat glæder byens borgmester.

- Jeg er meget tilfreds med, at byrådet står sammen om denne spareplan. Det er en meget vanskelig øvelse, de politiske udvalg har været i gang med, for det er aldrig rart at skulle spare. Men der er blevet arbejdet både hårdt og ansvarsfuldt med opgaven. Det vil jeg gerne kvittere for, lyder det fra Lars Krarup (V) i en pressemeddelelse.

Besparelserne skal bl.a. findes på beskæftigelsesområdet samt i udgifterne til lønkonti i de kommunale budgetter. Af pressemeddelelsen fremgår det også, at det såkaldte Sverigesprogram, der forebygger at børn og unge kommer i problemer, vil kunne indbringe besparelser.

- Sverigesprogrammet har kørt som forsøg, men indføres nu i hele Herning Kommune. Forventningen er, at det - ud over de menneskelige gevinster - vil medføre en besparelse på mellem seks og syv mio. kr. om året fra 2018 og frem.

Formålet med besparelserne er at lukke et økonomisk hul på beskæftigelsesområdet samt at polstre kommunens økonomi, så kommunen også i de kommende år bl.a. vil kunne investere på anlægsområdet.

- Kommunens ambitionsniveau vil - og skal - også fremover være stort, så vi kan sikre penge til den fremtidige velfærd. Derfor er det rettidig omhu at se på økonomien nu, siger borgmester Lars Krarup.

Spareplanen har den seneste måned været i høring og skal nu andenbehandles d. 27. maj.

 

TV MIDTVEST har fulgt spareplanerne tæt.

Bl.a. da Herning Kommune havde i sinde at spare det beskyttede værksted, REVA, væk. Du kan se et indslag om brugernes holdning til spareplanerne her på siden.

02:12 Luk video