Rapport: Herning Kommune handlede ulovligt i sag om tvangsfjernelse

Ifølge en rapport er sagsbehandlingen i forbindelse med tvangsfjernelse af to børn i Herning Kommune ikke forløbet efter reglerne. Borgmester Lars Krarup erkender, at der er begået fejl.

Det er en rapport fra revisions- og konsulentvirksomheden Ernst & Young, der nu har slået fast, at Herning Kommune har handlet ulovligt i forbindelse med en tvangsfjernelse.
Det er en rapport fra revisions- og konsulentvirksomheden Ernst & Young, der nu har slået fast, at Herning Kommune har handlet ulovligt i forbindelse med en tvangsfjernelse.
Foto: Daniel Winther-John, TV MIDTVEST

Herning Kommune har begået flere fejl i forbindelse med behandlingen af en sag om tvangsfjernelse af to børn. Det har en ekstern rapport fra revisions- og konsulentvirksomheden Ernst & Young slået fast.

- I den her sag, som har haft et lidt usædvanligt forløb, har vi haft løftet mere end et øjenbryn, og derfor bad vi om en ekstern ekspertanalyse. Den ligger her så nu, og det er selvfølgelig ikke rar læsning i forhold til, at enhver sag, og ikke mindst børnesager, skal foregå på betryggende vis, siger borgmester i Herning Kommune, Lars Krarup (Venstre).

I december 2018 foretog Herning Kommune en akut tvangsfjernelse af to børn. Tvangsfjernelsen kom i stand på baggrund af et længere forløb, som for alvor tog fart i foråret 2018.

De to børn, to piger, skulle på det tidspunkt angiveligt have fortalt ting til moren, som gav hende en mistanke om, at deres far begik overgreb mod dem. Ifølge familien undlod Herning Kommune at undersøge underretningerne. I stedet valgte kommunen at fokusere på konflikten mellem forældrene.

Kort før jul blev børnene så definitivt tvangsfjernet og anbragt hos en plejefamilie, da en psykolog vurderede, at der var risiko for, at børnenes mor ville gå under jorden med børnene. 

Siden da har kritikken mod Herning Kommune været massiv. Det er blandt andet sket i facebook-gruppen ´Herning Kommune begår overgreb´, og nu har en ekstern rapport konkluderet, at kommunens sagsbehandling har været mangelfuld. Kommunen får i rapporten blandt andet kritik for manglende partshøringer, manglende begrundelser for beslutninger - samt fravalg af børnesamtaler.  

- Først og fremmest hæfter vi os ved, at vi har gjort det vigtigste rigtigt. Vores opgave er at tage hånd om børnenes tarv, og det har vi gjort. Når det så er sagt, så bliver det påpeget, at vi har lavet en række formelle fejl, og det er ikke godt nok. Det kan ikke gradbøjes, fortæller Louise Raunkjær, der er direktør for Børn og Unge i Herning Kommune.

Otte væsentlige mangler

Ernst & Youngs rapport konkluderer, at kommunen har truffet otte afgørelser i perioden, som indeholder væsentlige, retlige mangler i henhold til forvaltnings- og serviceloven. 

Blandt andet har Herning Kommune i flere tilfælde forsømt at gennemføre børnesamtaler i forbindelse med forskellige afgørelser. Derudover er det tvivlsomt i de børnesamtaler, som er gennemført, om kommunen har tilbudt børnene en bisidder, som loven ellers pålægger den at gøre.

Ingen af de omtalte fejl har dog fået Herning Kommunes Børne- og Ungeudvalg til at bede om, at sagen skulle gå om - og Ankestyrelsen har givet kommunen medhold i, at børnene skulle anbringes hos en plejefamilie. 

Kan man i Herning Kommune være sikker på, at de sager, man eventuelt vil have med jer, bliver behandlet ordentligt?

- Det kan jeg godt forstå, du spørger om. Det mener jeg jo, at jeg kan stå på mål for - men jeg vil godt understrege, at det her er en sag, som jeg og topledelsen i kommunen tager særdeles alvorligt. Det skal være sådan, at alle sager i Herning Kommune bliver behandlet præcist efter lovens bogstaver, siger borgmester Lars Krarup.

I Herning Kommune bliver der fredag morgen holdt et ekstraordinært økonomiudvalgsmøde, hvor sagen er på dagsordenen.

0:49
Borgmester Lars Krarup fortæller, at rapporten ikke er rar læsning. Video: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST.