Herning Kommune anklages for lovbrud af Institut for Menneskerettigheder

Ulovlig opdeling af elever fra Herningsholmskolen har ført til klagen fra Institut for Menneskerettigheder.

Sagen i Herning Kommune skal nu vurderes af Ligebehandlingsnævnet (arkivbillede).
Sagen i Herning Kommune skal nu vurderes af Ligebehandlingsnævnet (arkivbillede).
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Når en skole opdeler elever efter, om de er tosprogede eller ej, er det ulovlig forskelsbehandling. Derfor har Institut for Menneskerettigheder indgivet en klage over Herning Kommune til Ligebehandlingsnævnet.

Det skriver bekræfter Institut for Menneskerettigheder til TV MIDTVEST.

I august besluttede byrådet i Herning Kommune, at der skulle åbnes en ny afdeling af Herningsholmskolen. Den nye afdeling, der ligger i det udsatte boligområde Holtbjerg, har nu 64 elever, hvoraf 63 er tosprogede.

Det vurderer Institut for Menneskerettigheder til at være en helt bevidst handling fra Herning Kommune.

- Vi har indgivet en klage til Ligebehandlingsnævnet, fordi vi mener, at der er tale om ulovlig forskelsbehandling af børn på baggrund af deres etnicitet, siger ligebehandlingschefen fra Institut for Menneskerettigheder, Maria Ventegodt.

- Resultatet af beslutningen er, at 63 ud af 64 elever er tosprogede. Derudover var det et åbent formål med beslutningen, at man vil holde på de etnisk danske børn, når man flyttede de tosprogede elever til en anden skole, så man har haft etnicitet med i formålet.

Hun slår fast, at det alt i alt vurderes, at der er tale om etnisk forskelsbehandling.

Derfor skal ligebehandlingsnævnet nu finde ud af, om der er hold i instituttets beskyldninger.

”Nødt til at redde Herningsholmskolen”

Den nye afdeling til Herningsholmskolen havde ved skolestart elever fra indskolingen. I de kommende år skal der suppleres med ellever til og med 6. klasse.

Årsagen til, at byrådet i Herning Kommune ville lave den nye afdeling, var, at der var kommet en stor andel af tosprogede elever på Herningsholmskolen, efter Holtbjergskolen lukkede.

Borgmester i Herning Kommune, Lars Krarup, udtalte efter beslutningen om at lave den nye afdeling til Herning Folkeblad, at det skulle "redde" Herningsholmskolen.

- Det er vi nødt til for at redde Herningsholmskolen, så den stadig er attraktiv for etnisk danske forældre, sagde Lars Krarup til Herning Folkeblad.

Håbet fra byrådet var, at den nye afdeling i Holtbjerg kunne gøre, at andelen af tosprogede elever på Herningsholmskolen ville falde til 10-15 procent.