Herning-Ikast ude af EHF Cuppen

Herning-Ikast fik ikke et ben til jorden mod Team Esbjerg i returkampen i EHF Cuppens semifinale.

Herning-Ikast tabte begge opgør mod Team Esbjerg. Billedet her er fra den første kamp.
Herning-Ikast tabte begge opgør mod Team Esbjerg. Billedet her er fra den første kamp.
Foto: Johnny Pedersen / Ritzau Scanpix

Team Esbjerg bliver det ene hold i denne sæsons EHF Cup-finale i kvindehåndbold.

Esbjergenserne havde ingen problemer med Herning-Ikast Håndbold i returkampen i den rent danske semifinale.

30-16 lød de markante sejrscifre, da de 60 minutter var overstået i Blue Water Dokken i Esbjerg.

Esbjergenserne vandt den første kamp på udebane for en uge siden med 23-20 og stryger dermed i finalen med samlet 53-36.  

Foran eget publikum fjernede Team Esbjerg hurtigt al spænding om, hvem der skulle sætte sig på finalebilletten.

Gæsterne var på hælene fra start, og mod slutningen af første halvleg ramlede det helt for Herning-Ikast. I halvlegens sidste del rykkede Team Esbjerg fra 13-7 til 20-8, som var stillingen, da spillerne gik til pause.

Kampbilledet var uændret fra anden halvlegs start, og en regulær ydmygelse truede, da Team Esbjerg efter ti minutter havde øget føringen til 26-10.

Ved 28-12 holdt de to hold en lang scoringspause, inden Herning-Ikast fik pyntet en smule på de nedslående cifre i de sidste minutter.

Slutkampen kan blive rent dansk. Det kræver dog, at Viborg på hjemmebane indhenter det forspring på fire mål, som ungarske Siofok skaffede sig i den første kamp.

Finalen spilles over to kampe. Det første opgør spilles i weekenden 4.-5. maj med returkamp den følgende weekend.

/ritzau/