Herning-Ikast på guldjagt: Næsten garanti for spænding

Senest Herning-Ikast Håndbold og Team Esbjerg mødtes i DM-finalen, blev det afgjort i straffekastkonkurrence.

- Det er os, der skal komme med noget x-faktor, siger HIH-træner Kristian Kristensen.
- Det er os, der skal komme med noget x-faktor, siger HIH-træner Kristian Kristensen.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)

Der er nærmest garanti for spænding, når Herning-Ikast og Team Esbjerg lørdag tager hul på DM-finaleserien i kvindehåndbold.

Således blev Herning-Ikast i 2015 mester foran Team Esbjerg, da midtjyderne vandt den første kamp med 23-22, mens den anden kamp endte 22-22.

Året efter stod finalen igen mellem de to hold, og der blev det hele afgjort i straffekastkonkurrence, efter at de to finaleopgør begge endte 20-17.
    
Der var det Team Esbjerg, der løb med mesterskabet, og ser man på denne sæson, ligner det også et Esbjerg-hold, der har overtaget, og et Herning-Ikast-hold på hælene.
    
Således er det blevet til nederlag for midtjyderne i samtlige opgør mod Team Esbjerg i både ligaen og EHF Cuppen.
    
- Det er os, der skal komme med noget x-faktor. Vi er nødt til at komme med noget nyt, og vi skal minimere vores fejl i angrebet, siger Herning-Ikast-træner Kristian Kristensen.
    
- Vi har været med i kampene mod Esbjerg. Vi har haft færten af det, men Esbjerg har været dygtige, og deres bredde har været afgørende.
    
- Men vi skal ikke blive bange for at spille håndbold. Hvis vi kan spille med så få fejl, som vi gjorde mod Odense (i semifinalen, red.), så har vi gode chancer, siger han.

Jesper Jensen: Intet er givet

Selv om Esbjerg har været Herning-Ikast overlegen i deres seneste seks opgør i sæsonen, forventer Team Esbjerg-træner Jesper Jensen en særdeles jævnbyrdig finaleserie.
    
- Alle har travlt med at gøre os til favoritter, men det er bare en anden sag, når man står i en finale. Der er på ingen måde noget, der er givet.

- Der er mange ting, der kan påvirke, og det kommer til at være marginalerne, der gør forskellen, og hvem der kan håndtere det mentale pres bedst, siger han.

Team Esbjerg skal blandt andet håndtere, at holdet sidste lørdag tabte finalen i EHF Cuppen til Siofok.
    
I år spilles DM-finalerne bedst af tre kampe. Den første fløjtes i gang lørdag klokken 16 i Esbjerg. Returkampen i Ikast spilles tirsdag, mens en eventuel tredje kamp bliver spillet 25. maj.
    
/ritzau/