Officielt: Herning-Ikast finder ny cheftræner i egne rækker

​​​​​​​Håndboldklubben Herning-Ikast har ansat Mathias Madsen som ny cheftræner efter indeværende sæson.

Mathias Madsen er ny cheftræner i håndboldklubben Herning-Ikast. Foto: Herning-Ikast Håndbold

Håndboldkvinderne fra Herning-Ikast får et velkendt ansigt som ny chef.

Som TV 2 SPORT kunne erfare i mandags, vælger Herning-Ikast nemlig at forfremme assistenttræner Mathias Madsen til cheftræner efter afslutningen på indeværende sæson.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Madsen har været assistenttræner i to og et halvt år og fortsætter i den stilling indtil 1. juli. Derefter lyder hans kontrakt på to år som cheftræner.

- Jeg har valgt at sige ja til jobbet, fordi det er en stor drøm for mig at få mit eget hold. Jeg har gennem de sidste fire år været assistenttræner og føler nu, at jeg er klar til at tage det ekstra skridt som cheftræner.

- Derudover er jeg beæret over, at Herning-Ikast har valgt at kigge min vej og tror på, at jeg kan være med til at holde klubben i toppen af dansk håndbold, siger Mathias Madsen i meddelelsen.

Herning-Ikast ligger på femtepladsen i HTH Ligaen med 20 point efter 14 kampe.

Et naturligt valg

I dag er det Kristian Kristensen, der står i spidsen for holdet. Skiftet til Mathias Madsen er dog helt naturligt for klubben.

Det fortæller Jakob Mølgaard Christensen, som er direktør i Herning-Ikast.

- Mathias kender klubben, spillerne og ikke mindst gamet i professionel sport. Mathias er i gang med sin tredje sæson som assistent i klubben og har mange års erfaring som spiller i blandt andet GOG og BSV.

- Mathias har gennem den seneste periode arbejdet benhårdt på sin udvikling, og vi ser frem til samarbejdet med Mathias, som vi forventer os meget af, lyder det fra direktøren.

/ritzau/

Læs også Herning-Ikast Håndbold har fundet sin nye cheftræner