Herning Danmarks bedste erhvervskommune

Herning er den mest erhvervsvenlige kommune i Danmark ifølge undersøgelse fra Dansk Industri.

Herning kommune 4.jpg

Virksomhederne i Herning har vurderet deres kommune så positivt, at den kommer ind på en suveræn førsteplads i en ny undersøgelse fra Dansk Industri.

De seneste to år er samme plads gået til Ikast-Brande Kommune, som nu må "nøjes" med en andenplads. Blandt andet på grund af infrastrukturen og transportmulighederne.

Herning skaffer kvalificeret arbejdskraft

Virksomhedslederne er især mere positive end sidste år, når det gælder kommunens evne til at skaffe de kvalificerede medarbejdere, der er brug for i virksomhederne.

- Veluddannede medarbejdere er forudsætningen for, at Hernings virksomheder kan klare sig i konkurrencen med både danske og udenlandske virksomheder. Og vi er utrolig glade for den velvilje, som både politikere og embedsmænd viser overfor det lokale erhvervsliv, siger formanden for DI Midt Vest, administrerende direktør, Jens-Ole Aagaard Jensen.

"Herning-modellen" holder

Hernings borgmester Lars Krarup (V) er tilfreds med kåringen: 

- Jeg er stolt over, at en lang række virksomheder oplever os som en rigtig god samarbejdspartner. Og stolt over endnu engang at opleve, at "Herning-modellen" virker - den model, vi nok efterhånden er kendt for i flere sammenhænge, fordi vi som egn har evnen og viljen til at arbejde med fælles mål og stå sammen, siger borgmesteren.

God infrastruktur er vigtigt

Fire andre midt- og vestjyske kommuner ligger også i den bedste halvdel i årets undersøgelse. Holstebro er placeret som nummer 14, Morsø Kommune som nummer 26, Lemvig Kommune på en 38. plads og struer på en 42. plads.

Ringkøbing-Skjern rykker ned af listen til en 62. plads.

Morsø den absolutte højdespringer

Den kommune, der har taget det største kvantespring siden sidste år, er Morsø, som er rykket op fra nummer 80 ud af 96 kommuner i 2011 til nummer 26 i år. 

- Mange lokale virksomheder har været med til en række dialogmøder med kommunen, der har lyttet til erhvervslivet, forklarer formanden for DI Thy/Mors Mogens Mathiasen i en pressemeddelelse. Morsø har da også opnået den næstbedste placering i undersøgelsen i hele landet, når det gælder 'Information og Dialog med Kommunen', ligesom kommunen er gået frem i samtlige 11 kategorier i undersøgelsen.

Læs pressemeddelelsen fra Dansk industri

Se alle resultaterne fra Lokalt Erhvervsklima 2012 på di.dk/le