Herning-brandfolk skal tilbage til Sverige og rydde op

Brandfolk fra Herning har i flere omgange været i Sverige for at slukke skovbrande. Og det har givet gode erfaringer til brandfolkene.

39 brandfolk fra Beredskabsstyrelsen i Herning skal til Sverige og rydde op efter brandslukning. Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Efter sommerens kamp mod de mange skovbrande i Sverige skal brandfolk fra Beredskabsstyrelsen i Herning endnu en gang rejse nordpå.

39 mand skal afsted, og de skal op og hjælpe med at samle kilometervis af slanger sammen og hente grej og biler tilbage til Danmark.

- Det er fantastisk, at vi kan blive ved med at finde nok folk at sende derop. Det bliver en rigtig stor opgave, siger Helle Noppenau, der er sektionsleder ved Beredskabsstyrelsen i Herning. 

Det er fantastisk, at vi kan blive ved med at finde nok folk at sende derop. Det bliver en rigtig stor opgave.

Helle Noppenau, sektionsleder, Beredskabsstyrelsen, Herning.

I flere uger har svenske brandfolk kæmpet side om side med blandt andet de danske brandfolk, der kom til Sverige i første omgang den 19. juli. Og nu ser det endeligt ud til, at regnen er ved at hjælpe med bekæmpelsen af ilden.  

God læring

Selvom opgaven her til slut står på oprydningsarbejde, så har opgaven i Sverige givet masser af erfaringer til Beredskabsstyrelsen.

- Det har været et terræn, vi ikke har været vant til at arbejde i. Skovarealer på den størrelse er ikke noget, vi har i Danmark, og det er heller ikke en opgave, vi tidligere har været ude og hjælpe til ved, siger Helle Noppenau. 

I gruppen, der skal til Sverige, er der nogle frivillige, der har været i Sverige og hjælpe allerede. En af dem er den frivillige brandmand, David Davidian.

Læs også Flere brandmænd fra Herning skal til Sverige: - Har gjort en forskel

- Det er meget hårdt. Man vader rundt i de skove, og der er sten i vejen for en og huller i skovbunden. Så man skal passe lidt på, siger David Davidian.

Men hovedparten af de folk, der i dag er hoppet på bussen mod Sverige, er helt grønne.

- Man er selvfølgelig lidt nervøs og spændt på at komme afsted. Se hvad der er deroppe og hvor stort det er, siger Viktor Rimdal, der er frivillig brandmand. 

Mandskabet er rejst mod Sverige i dag, og planen er, at de er tilbage i Danmark igen på søndag. I alt har Beredskabsstyrelsen haft 250 mand i Sverige.

01:55

Brandfolk skal til Sverige og rydde op.

Luk video