Herning-borgmester: Christiansborg-fnidder i politiskolen

Hernings borgmester appellerer nu til Dansk Folkeparti om at sikre den kommende politiskole i Herning.

Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

Torsdag aften såede justitsminster Søren Pape Poulsen tvivl om, om en ny politiskole i fremtiden skal ligge i Herning.  det fik øjeblikkeligt Hernings borgmester Lars Krarup til tasterne. I en pressemeddelelse skriver borgmesteren:

- Jeg havde naturligvis helst set, at denne sag var afklaret for længst. Men samtidig synes jeg, det er befriende, at der nu kommer skub i sagen. Nu må de partier, som har modarbejdet et nybyggeri i Herning, ud af busken, siger Lars Krarup, venstre-borgmester i Herning Kommune.

Søren Pape Poulsen fastholder, at der skal bygges en ny politiskole, men om det bliver i Herning er mere usikkert. Meldingen kommer efter flere måneders politisk slåskamp om placeringen af en ny politiskole.

En placering, som Herning borgmester hidtil har været overbevist om, skulle havne i Herning. 

- Der er åbenlyst gået Christiansborg-fnidder i en ellers alvorlig sag, der handler om de bedst mulige forhold for vores kommende politibetjente, skriver borgmesteren.

Det er især Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne der har sået tvivl om Herning, var det rette valg for ny politiskole. Derfor har justitsministeren inviteret partierne til et nyt møde om en kommende placering.

Samtidig sender Hernings borgmester en appel til Dansk Folkeparti:

- Det er mit indtryk, at sikkerhed og tryghed står højt på Dansk Folkepartis dagsorden. Det bør det også gøre i denne sag, hvor det handler om at sikre de bedst mulige, uddannelsesmæssige vilkår for politieleverne i de næste mange, mange år. Vi er desværre midt i en tid med usikkerhed og terrortrusler. Derfor er det afgørende vigtigt, at den kommende vestdanske politiskole nybygges, så den kan sikres og indrettes optimalt. Jeg må som borgmester appellere til, at Dansk Folkeparti husker det, de lovede i valgkampen i Midt- og Vestjylland. Her støttede partiet jo en politiskole i Herning, skriver Lars Krarup i en pressemeddelelse.