Herning-bog er bestseller

Bogen om Hernings 100 års historie lå nummer et på bestsellerlisten fem uger i træk, skriver Jyllands-Posten.

I andledning af Hernings jubilæum, blev bogen "Herning - 100 år som købstad" revet ned fra hylderne. Bogen, som i sort/hvid billeder fortæller om Hernings historie, toppede Arnold Buscks bestseller liste i fem uger. Det er meget usædvanligt for en lokalhistorisk bog. Bogen har primært været populær i Herning, men også historieinteresserede i Skive, Randers og København har efterspurgt den.

- Man behøver ikke at være specielt interesseret i bøger, og det gør, at næsten alle køber den. Børn køber den til deres forældre. Forældrene køber tre-fire stykker, hvis de har tre-fire børn. Ingen bytter den, så folk er glade for den, siger butikschef for Arnold Busck i Herning, Eva Graversen til Jyllands-Posten.

Kom på et godt tidspunkt

Bogen er blevet trykt i et oplag på 4000 eksemplarer, og forlaget Mediehuset Herning melder, at oplaget snart er udsolgt. Bogens popularitet skyldes, ifølge kommunikationschef for Arnold Busck, Andreas Poulsen, at der er bedre salg i lokalhistoriske bøger for tiden, og tidspunktet for udgivelsen spiller også ind.

- Bogen kommer ud på et tidspunkt, hvor antallet af bøger er forholdsvis lavt, nemlig marts og april. Og salget ville ikke være nok til en plads i top fem i december. Den kommer sikkert heller ikke på årslisten over de mest solgte bøger, siger Andreas Poulsen.