Herning Blue Fox i DM-finalen

Herning Blue Fox og Esbjerg Energy tørner sammen i DM-finalen efter overraskende udebanesejre til begge hold i kamp syv.

Herning Blue Fox
Foto: Arkiv

For første gang nogensinde skulle begge semifinaler i Metal Ligaen afgøres i kamp syv, og det endte en smule overraskende med to udesejre.
    
Esbjerg Energy vandt 4-1 over Sønderjyske, mens Herning Blue Fox dukkede Frederikshavn White Hawks med 3-1, og dermed er der lagt op til en ægte jysk ishockeyklassiker i årets finaleserie i Metal Ligaen.
    
Sønderjyske burde ellers være mentalt ovenpå i serien mod Esbjerg efter at have vendt 1-3 i kampe til 3-3 og dermed givet sig selv chancen for at gå i finalen med en sejr på hjemmebane tirsdag.
    
Men de forsvarende mestre var alt andet en klar i første periode, og på to store fejl inden for et minut knap midtvejs i første periode kom Esbjerg foran ved Esben Nielsen og Mario Lamoureux.
    
Esbjerg var det bedste hold på isen i Vojens, og fem minutter før afslutningen på anden periode begyndte det for alvor at dufte af en finaleplads til vestjyderne, da Aaron Lee gjorde det til 3-0.
    
Sønderjyske fik reduceret ved Darcy Zajac med et kvarter igen af kampen, men tættere på kom mestrene ikke, og i stedet kunne Esbjerg gøre det til 4-1 i et tomt mål til sidst.
    
Dermed får sønderjyderne ikke mulighed for at tage det fjerde DM-guld på stribe.
    
Herning chokstartede i Frederikshavn, da Tomas Sinisalo efter bare 15 sekunders spil bragte midtjyderne i front for første gang på udebane i semifinaleserien.
    
I de seks foregående kampe havde det hold, som scorede først, vundet, men et minut før afslutningen på første periode udlignede landsspilleren Mathias Bau Hansen på en styring foran mål. Det var hans 19. point i slutspillet.
    
Spillemæssigt havde hjemmeholdet overtaget i hele anden periode, hvor Herning primært gjorde sig bemærket med et par dumme udvisninger, men alligevel var det udeholdet, som på en kontra halvandet minut får pausen bragte sig på 2-1 ved Jordan George.
    
Føringen var bestemt ikke fortjent, men i tredje periode var det alligevel Herning, som med en scoring af Jerred Smithson gjorde det til 3-1, og det blev afgørelsen på kampen.
    
/ritzau/