Herning Blue Fox henter landsholdsback i Rungsted

19-årige Nicolai Weichel tørner i næste sæson ud for Herning Blue Fox i Metal Ligaen

Herning Blue Fox har haft snøren ude hos ligakonkurrenten Rungsted Seier Capital.
    
Den jyske klub skriver tirsdag i en pressemeddelelse, at man har skrevet kontrakt med landsholdsbacken Nicolai Weichel fra den kommende sæson.
    
Den 19-årige Rungsted-back har netop været med landsholdet til VM.
    
- Nicolai er en meget dygtig, ung dansk forsvarsspiller, som excellerer med et godt skøjteløb, gode puckkvaliteter og en rigtig god hockeyforståelse, siger Herning-assistenttræner Lubos Pisar i pressemeddelelsen.
    
Weichel er et produkt af Rungsteds ungdomsafdeling, og trods sine blot 19 år nåede han mere end 100 kampe for den sjællandske klub.
    
Derudover har han 18 A-landskampe for Danmark i skøjterne.
    
Nicolai Weichel har underskrevet en toårig aftale med Herning.
    
/ritzau/