Her vil regeringen hæve fartgrænserne
Regeringen vil afsætte penge til at hæve hastighedsgrænsen på udvalgte lande- og motorveje.
Det er forsvarligt at sætte hastighedsgrænserne op på udvalgte landeveje og motorvejsstrækninger, mener transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.
Vejstrækningerne er udvalgt af Vejdirektoratet, og det drejer sig om landeveje, der kan blive sat op fra 80 kilometer i timen til 90, og motorveje hvor farten øges fra 110 kilometer i timen til 130.
Forslaget vil være med i regeringens finanslovsudspil, som offentliggøres i slutningen af august.
- Hastighedsgrænserne skal give mening for den enkelte bilist. Hastigheder, der virker logiske, og som er forsvarlige for trafiksikkerheden, er nemmere for bilisterne at overholde end hastighedsgrænser, der virker ulogiske, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, i en pressemeddelelse.
Med forslaget afsættes i alt 93,6 millioner kroner. Pengene skal blandt andet anvendes til at opsætte autoværn, fjerne faste genstande og etablere rumleriller ind mod midterrabatten på de udvalgte motorveje og landeveje, så det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt at hæve hastighedsgrænserne.
Her er vejene
En stor del af de udvalgte strækninger ligger her i landsdelen. Få det fulde overblik på kortene herunder.
Landeveje
Motorveje
På baggrund af regeringsgrundlaget undersøger Vejdirektoratet desuden anvendelse af en lokal hastighedsbegrænsning på 120 kilometer i timen i stedet for de nuværende 110 kilometer i timen på motorvejsstrækninger, der tidligere er vurderet uegnet til 130 kilometer i timen.