Her trives eleverne allerbedst: - Det betyder meget

En undersøgelse viser, at cirka to elever i hver klasse trives dårligt. Det forsøger de at gøre noget ved i Lemvig, der er den kommune, hvor eleverne trives bedst.

Der er trivsel på skoleskemaet i Lemvig.
Der er trivsel på skoleskemaet i Lemvig.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Trivsel kan være et stort ord, når man går i 4. klasse, men på Lemtorpskolen i Lemvig ved de udmærket godt, hvad det betyder. Her er det noget, de snakker om i timerne.

- Det er dejligt, for så har man det bedre i skolen, Gry Wilholm, der går i 4. B på skolen. Hendes klassekammerat Tobias Lund er enig:

- Ja, for så kan man få snakket om alt det, som man ikke normalt vil sige til sin mor, siger han.

Det er dog ikke alle børn, der har det godt i folkeskolen. 25.000 børn har det så dårligt, at det går ud over deres trivsel og indlæringsevne. Det svarer til cirka to elever i hver klasse

Det viser en undersøgelse med hele 300.000 skoleelever fra 4. til 9. klasse, der er blevet lavet af forskere fra blandt andet Aarhus universitet. Undersøgelsen viser også, at omkring 50.000 af eleverne oplever meget lidt fællesskab med kammeraterne.

Men i Lemvig har de knækket koden. Kommunen ligger helt i top i undersøgelsen - som det sted i Danmark hvor folkeskoleeleverne trives bedst.

Taler om det på klassen

På Lemtorpskolen i Lemvig griber de det an ved at se på hele klassen - i stedet for børnene hver især. Her snakker de om trivsel sammen, både i klasselokalet, men også til børnemøder, hvor børnene kan komme med idéer til, hvad de skal snakke om.

Det mener skolen er en af grundene til, at det går så godt med deres elever.

- Jeg kunne slet ikke forestille mig at være foruden den stund med dem, hvor du ikke bare er faglæren, men hvor man får et helt andet forhold til dem. De har lyst til at komme og sige ting til en, fordi de ved, at man tager det seriøst, siger 4. Bs klasselærer Camilla Brandborg Jespersen.

Fællesskab frem for individ

Skolens fokus er på fællesskab i stedet for individ. I 4. B er de ikke i tvivl om, at alle skal have det godt.

- Det betyder meget, at man ikke gør andre kede af det, siger eleven Tara Jensen.

I trivselsundersøgelsen svarer 50-60 procent af eleverne i de fleste kommuner positivt på spørgsmål om elevfællesskabet. Men i Lemvig Kommune er det 66,9 procent der er helt i top. Dog er der stadig noget, der skal arbejdes på.

- Så længe der er et barn, der ikke trives, så er det ikke godt nok. Alle børn skal trives. Det er vores mål, at alle børn skal komme hjem og sige, at de har haft en god dag i skolen hver dag. Det kan godt være, at det er utopi, men det er det, vi arbejder efter, siger viceskolelederen på Lemtorpskolen, Mette Andersen.