TV MIDTVEST

Her sætter Nikolaj tårnhøj mælkekasse-rekord

00:17

Landsdelen har fået en ny børnerekord-indehaver. Video: Laila Meldgaard Johannesen

Nikolaj Meldgaard Johannesen fra Lemvig kommer i Børnenes Rekordbog efter at have stablet 21 mælkekasser under sig på direkte tv

- Jeg bliver altid lidt bange. Men så er det bare med at komme videre og prøve at lade være med at tænke over det, forklarer 12-årige Nikolaj Meldgaard Johannesen fra Lemvig, nybagt rekordindehaver i at stable mælkekasser. Mens han sidder ovenpå dem, vel at mærke.

Som en del af DR Ramasjang's Sommer Summarum skulle han i formiddags se, hvor mange mælkekasser, han kunne stable, mens han var på direkte tv. 21 mælkekasser blev det til.

- Jeg havde det egentlig fint deroppe, men det blæste helt vildt. Så det var lidt sværere, end det plejer at være, fortæller Nikolaj.

Normalt plejer han nemlig at kunne stable 29 kasser. Men det er indenfor, hvor det ikke blæser.

Klatrer to gange i ugen

Det er på Ungdomsgården i Lemvig, Nikolaj har sin hobby. Her har han de seneste to år gået til klatring to gange i ugen, under instruktør Jesper Rosendal Jensen.

- Nikolaj han er en nysgerrig klatrer. Og så overvejer han opgaven, inden han starter. Og han giver ikke sådan op. Han er meget stædig, fortæller instruktøren onsdag aften gennem mobilen med et smil i stemmen.

 

  Foto: Laila Meldgaard Johannesen

 

Nogle gange klatrer eleverne på klatrevægge, andre gange skyder de med bue og pil, sejler med kajak eller noget helt tredie. Men tit stabler de mælkekasser, som Nikolaj gjorde i dag. Især i vinterhalvåret. Det foregår inde i en hal, derfor er der helt bogstaveligt loft på, hvor mange kasser, det kan blive til. Og det er 29.

Neglene blev kortere under sønnens rekordforsøg

Nikolajs mor, Laila Meldgaard Johannesen var selvfølgelig med på havnen i Lemvig i formiddag for at se sin søn gøre rekordforsøget.

- Jeg må nok indrømme, at mine negle er lidt kortere nu. Jeg har aldrig set ham på så mange kasser før og første gang, han faldt ned fik jeg et sug i maven, forklarer Laila Meldgaard Johannesen, som har optaget rekordforsøget på video. 

- Selvfølgelig er jeg stolt, siger moren, som måtte optage rekordforsøget flere gange, inden det sluttede på 21.

- Vinden tog ham flere gange ved 15-16 kasser, men han fik lov at blive ved med at prøve og så stoppede han da han nåede 21, forklarer hun. Det var ifølge Nikolaj selv ved sjette forsøg.

Nyt rekordforsøg senere

På et tidspunkt senere på året bliver Nikolaj kaldt ind til et et event i forbindelse med udgivelsen af den nyeste udgave af Børnenes Rekordbog. Her får rekordindehaverne mulighed for at forbedre deres rekorder. Til Nikolajs held bliver det indendøre og et sted, hvor der er plads til mere end 29 mælkekasser.

Her stiler klatreren efter at kunne nå op på 39 mælkekasser. Det er nemlig præcist så mange, han har til rådighed i øjeblikket.

Lige nu er han og 65 andre unge fra ungdomsskolen på sommerlejr i Silkeborg. Her har han de sidste par nætter sovet i en hængekøje mellem træerne, fem meter over jorden.

 

Tip os Har du et godt tip?