For mange huse står tomme: Her river de den gamle slagter ned

Flere huse stod tomme, men nu er de i fuld gang med at blive revet ned.

Der er gang i nedrivningsarbejdet i Spjald.
Der er gang i nedrivningsarbejdet i Spjald.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Nedrivning er ikke nødvendigvis det samme som afvikling. Tværtimod.

I Spjald er de lige nu ved at rive den gamle slagter og bageren ned. Men det er ikke noget, som borgerne i byen begræder. De har derimod selv bedt om det. De har nemlig fået nok af at se på de tomme bygninger.

- Der er intet, der kan tåle at stå tomt, for så forfalder det. Det er roden til alt ondt, siger Ole Olesen, der er medlem af Spjald Erhvervs- og Byudvikling.

Penge fra kommunen

Det er ikke kun slagteren og bageren, der er ved at blive jævnet med jorden. Lige nu er maskinerne i fuld gang flere steder i byen.

Pengene til nedrivningerne kommer fra Ringkøbing-Skjern Kommunes andel af landsbyfornyelsespuljen, som lokale kan søge. Det er det, de har gjort i Spjald.

- Det er ikke noget, der kræver den store indsats. Det er bare at tage initiativet og ringe til kommunen, siger Per Pedersen, der ligesom Ole Olesen er medlem af Spjald Erhvervs- og Byudvikling.

Ole Olesen (th.) og Per Pedersen er glade for, at nedrivningsarbejdet er i gang.
Ole Olesen (th.) og Per Pedersen er glade for, at nedrivningsarbejdet er i gang.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Tusindvis af huse

En kortlægning fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viser, at der er findes mellem 10.000 og 22.000 nedrivningsklare huse i Danmark. Andelen er især stigende i Nordvestjylland.

Alligevel har Ringkøbing-Skjern Kommune med husene i Spjald og et par andre landsbyer først lige fået brugt puljen fra 2015. Der er altså stadig penge fra 2016, 2017 og i år som venter på at blive søgt.

- Der er absolut flere huse derude, som er nedrivningsmodne. Men det rækker ikke, at vi som kommune synes, at de er nedrivningsmodne. Ejeren skal også være med på, at det er en god idé at fjerne de huse fra jordens overflade, fortæller Ringkøbing-Skjerns borgmester Hans Østergaard.

Borgmesteren håber derfor, at flere borgerforeninger nu får øjnene op for puljen.

Det er ikke alle kommuner, der har svært ved at få uddelt pengene. TV MIDTVEST har været i kontakt med Viborg og Morsø, der begge har brugt alle de tildelte midler.