Her hjælper de udlændinge og flygtninge til en uddannelse

Hadgu Isack drømmer om at blive sygeplejerske. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Her hjælper de udlændinge og flygtninge til en uddannelse

Kursister fra 11 forskellige lande sidder på skolebænken i Holstebro.

På VIA-uddannelserne er man begyndt at lave forberedelseskurser til indvandrere og flygtninge. Det drejer om kurser, der skal klæde dem på, inden de melder sig til en rigtig uddannelse. Det kan være undervisning i sprog, vores samfund eller gruppearbejde.

Lige nu er de 11 forskellige nationaliteter på skolebænken i Holstebro, og de har alle en drøm om at studere i Danmark.

- Jeg vil gerne læse til sygeplejerske. Det er min drøm, fortæller Hadgu Isack.

Derfor går han på det et år lange kursus, som skal gøre ham klar til studiet.

- Det er vigtigt for at udvikle vores faglige sprog. Vi mangler kompetencer for at komme i gang på det danske arbejdsmarked, forklarer Kamal Sheikh Ali fra Lemvig.

Jeg vil gerne læse til sygeplejerske. Det er min drøm.

Hadgu Isack

Startede med pædagogerne

For seks år siden forsøgte VIA i Holstebro med de forberedende kurser på pædagoguddannelsen, og her er halvdelen af de studerende fra kurset gået i gang med den rigtige uddannelse.

Det synes VIA selv er så stor en succes, at de nu også bruger metoden på andre uddannelser. Både i Holstebro, Viborg, Aarhus og Randers har VIA startet nye kurser.

- Der var behov for det, fortæller koordinator ved VIA Holstebro, Irene Salling Kristensen.

I Holstebro har udvidelsen af kurset blandt andet betydet, at antallet af mænd er steget.

- Det retter sig mod flere uddannelser end pædagoguddannelsen, som for eksempel bygningskonstruktør, lærer og fysioterapeut, som tiltrækker mange mandlige studerende, siger Irene Salling Kristensen.

Indtil videre har omkring 120 personer gennemført kurset i Holstebro. 

02:21 Luk video