Her får nybyggere hverken have eller hæk

En ny bydel i Ringkøbing giver nybyggere mulighed for at bo midt i naturen, uden at skulle bekymre sig om hverken græsslåning eller hækklipning.

9:18
Her kan du se hele udsendelsen om det nye naturområde, Ringkøbing K.

Vil du gerne bo tæt på din nabo, uden at have en hæk imellem, så er den nye bydel i Ringkøbing, Ringkøbing K, måske lige noget for dig.

- Vi har valgt, at vi først genetablerer naturen og arealerne - planter, planerer, graver sø ud, og hvad vi ellers har fundet på, som en del af den fremtidige natur, der skal være i det her område, og så begynder vi at bygge bagefter, siger Peter Kjølby, der er projektdirektør i Realdania By & Byg. 

Naturbydelen er etableret med eng, frugthaver, vådområder og meget andet godt. Og de første boliger er skudt op på den vej, der hedder Strandkanten.

0:52
Her får boligerne ikke egen have – det bliver naturen, der skal drive fællesskabet.

Det er lokale entreprenører, der står bag husene. Frifeldt Huse fra Timring bygger normalt sommerhuse - nu prøver de noget nyt.

- Det her kan blive et helt, helt fantastisk område at bo i. Og så er man jo fri for at have den her store have at passe, og man er fri for at slå græs og klippe hæk. I stedet for skal man bare nyde det. Så kan man tage sig nogle cykelture, en kajaktur nede på fjorden eller hvad man nu ellers har lyst til, siger Flemming Nielsen fra Frifeldt Huse i Timring.

Naturen er blevet genetableret, inden der kunne bygges huse på området.
Naturen er blevet genetableret, inden der kunne bygges huse på området.

Naturen har hovedrollen i projektet

Om tredive år skal området gerne rumme 1000 boliger. Ideen med området er at lave et helt nyt tilbud til borgere, som ønsker en anderledes måde at bygge og bo på. Og her er der plads til alle.

- Det skal være for alle. Det er en udvidelse af Ringkøbing, og Ringkøbing er også sammensat af dig og mig og vores naboer, og sådan skal det også være her. Der skal være plads til alle, siger Peter Kjølby.

0:23
Alt afhængig af ens temperament, så kan man faktisk ligge sit hus, der hvor man har lyst til, siger Morten Leicht Jeppsen.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Naturen har hovedrollen i projektet. Derfor er landskabsarkitekten en nøgleperson i planlægningen af det nye, unikke boligområde.

- Vi sætter naturen først. Vi tror på, at attraktionerne i naturen, nærheden til naturen og værdierne i naturen er trækplaster for mennesker i en travl hverdag, hvor man ikke kommer særlig meget ud i naturen, men gerne vil mere ud i naturen, siger Morten Leicht Jeppsen, der er natur- og plantespecialist, SLA Arkitekter. 

Selv ved han godt, hvad han finder mest attraktivt ved det naturskønne område.

- Det at kunne gå udenfor sit hus og plukke sin friske frugt i noget der minder mere om den vilde natur, end en pasningskrævende have, det tror jeg helt sikkert appellerer til det moderne menneske, siger Morten Leicht Jeppsen.

Naturbydelen er etableret med eng, frugthaver, vådområder og meget andet godt. 
Naturbydelen er etableret med eng, frugthaver, vådområder og meget andet godt. 
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

De første boliger er solgt, og folkene bag projektet håber, naturligt nok, at endnu flere får øjnene op for den grønne byggeplads.

- Det skal være nemt at bo her. Det skal være nemt, så man får frihed til det, man ønsker at foretage sig, og det er det, vi prøver at understøtte, siger Peter Kjølby, der er projektdirektør i Realdania By & Byg.