Her er regeringens plan: Så meget højspænding kan graves ned

Regeringen vil fastholde at opsætte nye 400-kilovolt-kabler, men vil komme kritik i møde ved at nedgrave eksisterende 150-kilovolt-kabler i Syd- og Vestjylland.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Alex Schütt / Ritzau Scanpix

Det er kun op til 15 procent af den i alt 170 kilometer lange 400 kV-højspændingsledning, som skal etableres i Vestjylland, der kan graves ned i jorden.

Det slår energi-, forsynings- og klimaministeriet fast på et pressemøde i Esbjerg mandag. En konklusion, der er lavet på baggrund af Energinets tekniske undersøgelse af, hvorvidt hele kabelnettet kunne komme i jorden. 

Til gengæld foreslår regeringen at nedgrave 150 kV-nettet i de seks kommuner, hvor den nye 400 kV-forbindelse skal løbe.

- Vi sætter nu borgerne og naturen i centrum af den grønne omstilling. Jeg forstår de lokale bekymringer for luftledningerne, jeg har lyttet til dem, og i dag præsenterer vi en løsning, hvor der nedtages mange flere kilometer luftledning, end der sættes op, siger energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V).

- Jeg og regeringen havde gerne set, vi kunne nedgrave det hele. Det er ikke teknisk muligt. Derfor har vi fundet denne løsning, som er den mest skånsomme overhovedet muligt, lyder det.

Den nye højspændingsledning kommer til at strække sig 170 kilometer fra Idomlund til grænsen. Op til 26 kilometer kan graves i jorden, vurderer Energinet.
Den nye højspændingsledning kommer til at strække sig 170 kilometer fra Idomlund til grænsen. Op til 26 kilometer kan graves i jorden, vurderer Energinet.
Foto: Energi-, forsynings- og klimaministeriet

Ministeren lægger samtidig vægt på, at de nye højspændingsledninger er afgørende for, at den vedvarende energi i Syd- og Vestjylland og Nordsøen fremover kan udnyttes fuldt ud. 

- Det er vigtigt, at vi har den nødvendige infrastruktur til de grønne projekter, som allerede nu skaber så meget aktivitet i lokalområdet, lyder det fra Lars Christian Lilleholt.

Den nye højspændingsledning kommer til at løbe igennem Holstebro, Herning, Ringkøbing-Skjern, Esbjerg, Varde og Tønder Kommune.