Officielt: Her er FCMs nye træner

FC Midtjyllands nye træner bliver forfremmet fra egne rækker.

kenneth_andersen.jpg
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Kenneth Andersen er ny træner hos de danske mestre, FC Midtjylland.

Det er ikke et navn, som ringer mange klokker i hos den almindelige fodboldfan, medmindre man er helt vild med ungdomsfodbold.

Den nye træner for ulvene er rekrutteret i egne rækker, hvor han har været med til at hive masser af mesterskaber hjem til klubbens U19-hold. Hele fem af slagsen er det blevet til, og han har derfor et stort kendskab til de unge spillere, som nu byder sig til på højeste niveau.

- Jeg er utrolig glad, stolt og beæret over at blive præsenteret som ny træner i FC Midtjylland. Jeg er stolt over, klubben mener, jeg kan bringe klubben videre til det næste niveau, siger Kenneth Andersen. 

1:15
Kenneth Andersen reagerer på sin nye tjans i FC Midtjylland.

Det er dog ikke første gang, Kenneth Andersen er med omkring midtjydernes Superliga-hold. For 10 år siden blev han sammen med Glen Riddersholm udpeget som assistent for Thomas Thomasberg.

Kenneth Andersen bliver lige nu præsenteret på et pressemøde på MCH Arena sammen med administrerende direktør Claus Steinlein og sportschef Svend Graversen.

- Vi glæder os rigtig meget. Kenneth er en person, som vi har lang erfaring med - det går 15 år tilbage - og han har haft sine hold og håndteret sine teams og skabt fantastiske resultater, siger Svend Graversen. 

- Han har været med til at sælge spillere for i hvert fald 300 millioner kroner (gennem FCMs akademi, red.), og det betyder, at vi har med en fodboldfaglig rigtig, rigtig kompetent person, fortsætter han. 

Kenneth Andersen afløser Jess Thorup, som er blevet præsenteret i belgiske KAA Gent.

3:18
Svend Graversen forklarer, hvorfor valget er faldet på Kenneth Andersen.