Her er dit nye Midtjyske Regionsråd

20 Midt- og Vestjyder har fået plads i det nye regionsråd i Region Midtjylland.

regionvalgalod.jpg

Regionsrådsmedlemmer fra Viborg har været en mangelvare. Det er der blevet rådet bod på, ved det netop overståede valg til Regionerne. Viborg kommune har fået tre nye medlemmer af regionsrådet i Region Midtjylland.

Venstres borgmesterkandidat fra forrige valg i Viborg, Ib Bjerregaard blev valgt sammen med Lone Langballe fra Dansk Folkeparti og Ole Jepsen fra Socialdemokraterne. Lone Langballe er gift med folketingsmedlem Christian Langballe, DF.

Skive fik valgt tre

I Skive var der valg til bogtrykker og tidligere folketingsmedlem Poul Erik Christensen fra De Radikale. Claus Kjeldsen, Socialdemokraterne og Olav Nørgaard, Venstre opnåede også valg.

Også tre fra Ringkøbing-Skjern

Tidligere venstreborgmester i Ringkøbing-Skjern, Torben Nørregaard blev genvalgt. Det samme gjorde Socialdemokraten John G. Christensen, der til daglig er leder af færdselsafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi. Og så er der debut til Bent Dyrvig, Venstre.

John Thorsø manglede 74 stemmer

I Holstebro er socialdemokraten Morten Flæng ny i Regionen. Det samme er den tidligere borgmester Arne Lægaard fra Venstre. Arne Lægaard måtte lide den tort ikke at blive valgt til byrådet i Holstebro, men han blev i stedet valgt til Regionen.

Helt så heldig var den konservative John Thorsø ikke. Ved sidste valg var Thorsø en kort overgang borgmester i Holstebro og Regionsrådsmedlem. Den her gang blev han hverken valgt til byrådet eller Regionen. John Thorsø manglede blot 74 stemmer i at blive valgt.

Genvalg i Lemvig og Ikast-Brande

I Lemvig var der genvalg til den tidligere borgmester Jørgen Nørby fra Venstre og Susanne Buch Nielsen fra SF.

I Ikast-Brande var der genvalg til den konservative Ove Nørholm, der lige nøjagtig slog John Thorsø.

Flot valg til Ulla Diderichsen

I Herning var der et meget flot personligt valg til Ulla Diderichsen fra Venstre. Med 13.688 fik venstrekvinden næst flest stemmer i Venstre, efter spidskandidaten Anne V. Kristensen, og tredje flest personlige stemmer i hele Regionen.

Socialdemokraten Conny Jensen opnåede også genvalg.

Valg i Struer

Også Struer er repræsenteret i det nye regionsråd. Steen Jakobsen kom i Regionsrådet for Venstre.

Silkeborg

I Silkeborg var der valg til Enhedslistens Lene Fruelund og genvalg til SF's spidskandidat Bente Nielsen. Bente Nielsen er 1. næstformand i Regionen. Henrik Fjeldgaard fra Socialdemokraterne blev også genvalgt.

I Favrskov var der genvalg til socialdemokraten Carl Johan Rasmussen fra Hadsten.

Her er hele det nye Regionsråd.