Her er de vilde med vindenergi: Møller rejst uden protester

Lokalbefolkningen har taget godt imod fire nye vindmøller i Nissum Bredning. 1400 lokale har skudt penge i projektet.

0:35
Se dronebilleder af de fire nye vindmøller i Nissum Bredning her.
Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST

Nye vindmøller plejer næsten altid at være lig med store protester.

Men der er undtagelser.

0:56
- Der har været nul protester. Interview med formanden for vindmøllelauget, Jens Jørgen Birch.

Lørdag formiddag blev fire store vindmøller i Nissum Bredning officielt indviet, og formanden for Nissum Brednings Vindmøllelaug, Jens Jørgen Birch, glædede sig over et forløb med stor lokal opbakning.

- Det er det fantastiske ved det her projekt. Der har været nul protester, så lokalbefolkningen har accepteret det her, sagde han til TV MIDTVEST.

En af de nye møller står kun 800 meter fra kajen i Thyborøn. Det er altså væsentligt tættere på land end de kystnære vindmøller, der skal opføres i Vesterhavet ud for Holmsland Klit. Her skal en af møllernes opføres fire kilometer fra land, hvilket har medført meget voldsomme protester fra blandt andre lokale sommerhusejere.

Jens Jørgen Birch forklarer opbakningen til møllerne i Nissum Bredning med det faktum, at der er tale om et lokalt projekt. Jysk Energi ejer 45 procent af møllerne - resten ejes af det lokale vindmøllelaug med 1400 interessenter, der alle bor i Lemvig Kommune. 

- Befolkningen her i området har altid godt kunnet lide vindmøller og har været med til at investere i dem igennem mange år. Det første projekt, jeg var med i, var i 1987. Det har været en okay forretning, som vi siger.

Lars Christian Lilleholt stod for den officielle indvielse.
Lars Christian Lilleholt stod for den officielle indvielse.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Minister: Fantastisk opbakning

Det var energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, der stod for den officielle indvielse af møllerne, og ministeren havde også lagt mærke til opbakningen til projektet.

- Det er fantastisk at være her i dag og ikke mindst at opleve det kæmpemæssige lokale engagement. Mange steder i Danmark er der jo store udfordringer, når man skal finde pladser til møller, og det glæder mig at komme et sted, hvor der virkelig er opbakning, og det er jo også det, der er forudsætningen ved den grønne omstilling. 

- Kan andre steder lære noget af den måde, man har gjort det på det her?

- Jeg tror på, at den model, der har været omkring samarbejdet - det at der er flere aktører med, og at der er en meget stor inddragelse af lokalbefolkningen - er noget man kan lære af, lød det fra ministeren.

Det lokale vindmøllelaug har arbejdet med planerne siden 2004. De fire møller har status af testmøller, hvilket betyder en højere afregningspris end normalt. Møllerne er på 7 megawatt.

2:12