Her er de mest læste historier i 2017

Der har været grin, gråd og fascination på tvmidtvest.dk i løbet af året. Her kan du se eller gense de største øjeblikke.

Få et gensyn med årets mest læste historier på tvmidtvest.dk. Foto: TV MIDTVEST

Året går så småt på hæld, og derfor er det nærliggende at stoppe op et øjeblik for at kigge tilbage på året, der er gået.

For hvad er vi blevet betaget af i Midt- og Vestjylland i løbet af 2017? Nu kan du få et gensyn med de sjove, alvorlige og interessante historier, som har fyldt mest på tvmidtvest.dk i år.

5 - Tre søstre opkaldt efter deres fars yndlingsbiler

På femtepladsen over årets mest læste historier finder vi tre søstre fra Silkeborg, som har fået navne efter deres fars yndlingsbiler.

Faderens passion for biler kom gennem arbejdet som en af Silkeborgs store bilforhandlere, og det udmøntede sig i, at døtrene blev navngivet Mette Mercedes, Camilla Carrera og Line Lotus.

-  Jeg syntes faktisk, at det var en sjov idé, han fik. Og jeg kunne godt følge ham i, at han gerne ville opkalde pigerne efter biler, fordi han havde det her lidenskabelige forhold til biler. Men jeg har da godt nok fået mange kommentarer fra folk, der ikke kan forstå, at jeg gik med til det. Men han elskede jo biler, og han elskede sine piger, siger de tre bilsøstres mor, Susanne Haarup Munk.

De tre døtre mistede deres far for syv år siden, og derfor har navnene nu en helt særlig betydning for søstrene.

09:32

Hvordan vælger vi navne til vores børn og hvad synes vi så om de navne, som vi har fået? I dette program er der navne på menuen.

Luk video

4 – 13-årig skal forlade Danmark – hendes mor må blive

Nu skal vi til en gribende historie, som forundrede og forargede i sommer.

Det er historien om den bare 13-årige Yiming, der kom til Silkeborg fra Kina i efteråret 2016 med sin mor, Zhan Xu, der skulle flytte sammen med sin danske mand Kjeld Gaard Frederiksen.

Yiming begyndte i skole i oktober 2016, men familiens ansøgning om familiesammenføring blev afvist af udenrigsministeriet i slutningen af maj 2017, fordi hun ikke havde ”mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark”.

Læs også 14-årige Yiming risikerer stadig at blive udvist af Danmark

Og det på trods af, at hendes mor boede i Danmark.

Udvisningen af den dengang 13-årige Yiming blev sat i bero til familiens store glæde, men hun kan fortsat risikere at blive vist ud af Danmark. Familien venter lige nu på en revurdering af ansøgningen om familiesammenføring.

05:29

Hun er kun 13 år og hendes mor bor i Danmark. Alligevel er hun blevet udvist af Danmark. Video: Michael Lyck Poulsen, TV MIDTVEST

Luk video

3 – Tarteletter og hønsekød: Folk er vilde med livsglad hyldest

Der kan ikke være tvivl om, at tarteletter er en populær spise i det midt- og vestjyske, men der er alligevel én, som er lidt større fan af tarteletbunde og hønsekød end de fleste.

I hvert gik 29-årige Thomas Birkedal fra Fousing ved Struer viralt med sin tartelet-sang, som han optog i sin traktor.

- God musik på radioen. Det er fredag. Solen skinner, man har bare lyst til at synge med og spise tarteletter. Tarteletter. Tarteletter. Tarteletter. Tarteletter ... og dejligt hønsekød, lød de fra den livsglade landmand.

Du kan få et gensyn med det muntre klip herunder.

00:27

Landmanden Thomas synger om tarteletter. Video: Thomas Birkedal/Privat

Luk video

2 – Lærer hyldet for velkomstbrev til 1. klasse

På andenpladsen finder vi en klasselærers brev til sin 1. klasse på Kornmod Realskole i Silkeborg.

Klasselæreren Maiken Gustafson ville give sine elever en personlig start på skolelivet og samtidig styrkesammenholdet i klassen med et brev, der indeholdt både klistemærke, viskelæder og bogmærke.

 Du kan læse hele brevet herunder:

Maiken Gustafsons brev til sine elever i 1. klasse. Foto: Charlotte Holm, Silkeborg

- Der er en tendens til, at man i dag bliver en del af en mig-kultur. Men for mig er det vigtigt at fortælle mine elever, at det er godt at blive en del af en vi-kultur i stedet for. Det er vigtigt at have et godt sammenhold i en klasse, og det er vigtigt at sætte pris på de helt små ting – som for eksempel et lille viskelæder eller et klistermærke, grinede Maiken Gustaffson i sommer.

1 – Jæger skød dem på video: Der er otte ulvehvalpe

Førstepladsen indtages – naturligvis fristes man til at skrive – af en ulvehistorie.

For ulven har uden tvivl været en af årets absolut største samtaleemner her i landsdelen. Det var bestemt ingen undtagelse, da Miljøstyrelsen i juli måned delte de første billeder af ulveunger med offentligheden.

Billederne afslørede, at der var mindst tre ulvehvalpe, og det fik mekaniker og jæger Henrik Sahlholdt til at reagere med det samme.

Han havde nemlig fanget intet mindre end otte ulvehvalpe på sit videokamera, da han en morgen var ude på jagt ved Ulfborg. En video, som læsere på tvmidtvest.dk altså kunne finde i årets mest læste artikel.

00:46

Videoklippet med ulveungerne, som alle ville se sommeren 2017. Video: Henrik Sahlholdt

Luk video

 

Læs også Året der gik: De største øjeblikke