Antallet stiger: Her bor der flest fattige børn

Alle kommuner har oplevet en stigning i antallet af børn, der lever i familier med meget lav indkomst.

Flere børn lever under Danmarks Statistiks fattigdomsmål. Foto: Iris / Ritzau Scanpix

Læs også Borgmester: Jeg vil huskes som ham, der vendte udviklingen på Mors

Flere og flere børn lever under Danmarks Statistiks definition af fattigdom. Det viser en ny rapport for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Vi ser i øjeblikket, at børnefattigdommen stiger i hele landet. Bag tallene gemmer der sig tusindvis af børn, som mærker afsavn, siger direktør i Arbejderbevægelses Erhvervsråd Lars Andersen, i en pressemeddelelse.

I Midt- og Vestjylland er det især Morsø, der er ramt. Her lever 8,1 procent af alle børn i familier under Danmarks Statistiks grænse.

Figuren viser andelen af børn under 18 år, der lever i familier under fattigdomsmålene. Se definitionen herunder. Foto: AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre.

Hvornår er man fattig?

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bruger i undersøgelsen Danmarks Statistiks definition af fattighed.

Danmarks Statistik har som opfølgning på FN’s bæredygtighedsmål om at reducere fattigdommen udviklet et nyt mål for fattigdom. Målet er en videreudvikling af den officielle fattigdomsgrænse, der blev vedtaget i 2013 på baggrund af ekspertudvalget om fattigdoms anbefalinger og senere afskaffet af Venstre-regeringen i 2015.

Man er fattig, hvis man i løbet af et år har en indkomst, som er under halvdelen af medianindkomsten, og samtidig ikke har en formue i starten af året på mere end halvdelen af medianindkomsten.

Hvis den der tjener mest i hustanden er studerende og ikke har været fuldtidsbeskæftiget mere end halvdelen af året, kan man dog ikke blive kategoriseret som fattig. Heller ikke børn, der flytter hjemmefra, kan blive kategoriseret som fattige, hvis mindst én af deres forældre ikke er fattig.

Hvornår en familie konkret vil ryge ned under fattigdomsgrænsen, afhænger af familietypen. For en enlig person er fattigdomsgrænsen på 121.100 kroner efter skat om året eller 10.100 kroner om måneden. Det er opgjort efter skat og skal dække alle udgifter til for eksempel bolig, mad, forsikringer, tøj, medicin, transport, reparationer, fritid og så videre.

Se mere

64.500 fattige børn

Morsø Kommune er langt fra alene, for antallet af fattige børn er det seneste år steget i samtlige af landets kommuner. Nu er der i alt 64.500. Det er der en grund til, mener Arbejdernes Erhvervsråd.

Læs også Ønsketræ er blevet misbrugt – nu er løsningen fundet

- Antallet af fattige børn stiger voldsomt i øjeblikket, og det skyldes især kontantshjælpsloftet, der er målrettet familier med børn. Fattigdomsydelserne bør derfor ændres, så de ikke rammer børnene i så høj graf, siger Lars Andersen og tilføjer:

- En opvækst i fattigdom indebærer betydelige afsavn. Konsekvenserne af børnefattigdom rammer ikke kun nu og her. Forskningen viser, at fattigdom i barndommen trækker spor ind i voksenlivet. De fattige børn har udsigt til lavere løn og dårligere arbejdsmarkedstilknytning i deres voksenliv.

Læs hele analysen her.

Se hvor meget børnefattigdommen er steget herunder:

Figuren viser stigningen i procentpoint i andelen af børn under 18 år, der lever i familier under fattigdomsgrænsen. Foto: AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre

Andel af børn

Favrskov:
3,6 procent


Silkeborg:
4,1 procent


Ikast-Brande:
4,2 procent


Viborg:
4,6 procent


Herning:
4,6 procent


Lemvig:
5,1 procent


Ringkøbing-Skjern:
5,4 procent


Skive:
5,4 procent


Holstebro:
5,7 procent


Thisted:
5,9 procent


Vesthimmerlands:
6,2 procent


Struer:
7,2 procent


Morsø:
8,1 procent