Henrik Toft forlader BSV

Det er nu officielt, at stregspilleren Henrik Toft Hansen forlader BSV. Fra næste sæson flytter han til Tyskland, hvor han skal spille for Bundesliga-klubben HSV Hamburg.

071212_HenrikToft.jpg

Det er kun et lille halvt år siden, at Bjerringbro-Silkeborg hentede Henrik Toft Hansen fra konkursboet i AG København. Men det bliver kun til et års ophold i det midtjyske.

- Vi havde gerne beholdt Henrik Toft i længere tid, men han har udnyttet en klausul i sin kontrakt, og selvom det ærgrer os at miste en dygtig spiller, så respekterer vi beslutningen. Så vi vælger at glæde os over, at vi har en klassespiller i klubben sæsonen ud og over, at transferindtægten fra Hamborg betyder, at vi har Henrik i denne sæson på en fordelagtig aftale for BSV, siger Bjerringbro-Silkeborgs cheftræner Carsten Albrektsen i en pressemeddelelse.

Tidligere er spillere som Niklas Landin, Andy Schmidt, og Frederik Petersen taget fra BSV til den tyske Bundesliga. I alt er seks spillere røget sydpå.

- Det passer godt til vores filosofi. Vi tilstræber at have en trup af spillere med landsholdspotentiale, som kan udvikle sig hos os. Nogle bliver så dygtige, at de tager videre sydpå, når de har niveauet til at begå sig der, siger Carsten Albrektsen.

BSV vil nu kigge sig omkring efter en afløser på stregpladsen.