Henrik Møllgaard skifter til Paris

Skjern lejer sin anfører ud til Paris. Men kun for en enkelt sæson. - Vi har fået et tilbud, som det ville være uansvarligt at sige nej til, siger klubbens formand.

250615MoellgaardParis2.jpg

Skjern Håndbold må i den kommende sæson undvære sin måske vigtigste spiller - anfører Henrik Møllgaard.

Skjern har med øjeblikkelig virkning lejet landsholdsspilleren ud til de franske mestre Paris St. Germain, hvor han bliver holdkammerat med Mikkel Hansen.

Møllgaard skal spille i Frankrig i en enkelt sæson, og det er så planen, at han herefter vender tilbage til Skjern. Og af samme grund har han også forlænget sin aftale med vestjyderne, så den nu løber til 2018.

- Vi har fået et meget flot økonomisk tilbud fra Paris, som det ville være dybt uansvarligt at sige nej til, siger Skjerns formand Carsten Thygesen i en pressemeddelelse.

Det fremgår ikke, hvor meget Skjern tjener på at leje anføreren ud til den stenrige franske klub. Men Carsten Thygesen understreger, at der er tale om den største handel i klubben til dato.

Farvel med vemod

Henrik Møllgaard siger, at en kæmpe drøm går i opfyldelse med lejemålet. Og han takker Skjern for ikke at så i vejen.

- Men jeg siger på samme tid på gensyn med vemod, for jeg har haft tre vidunderlige år i Skjern. Derfor ser jeg det som en drømmeaftale, at jeg om et år kan vende hjem og fortsætte trofæjagten i den grønne trøje, siger han.

Møllgaard har tidligere i en kort periode været udlejet til en klub Qatar. Han er to gange blevet kåret til årets spiller i Skjern og har spillet 76 landskampe.

Skjern har i forvejen sikret sig en afløser på venstre back, idet klubben i maj skrev kontrakt med den svenske landsholdsspiller Markus Olsson.

0:33
Håndboldspilleren Henrik Mølgaard fra Skjern bliver i næste sæson holdkammerat med Mikkel Hansen i Paris