Henriette droppede jobbet – nu giver hun autentisk oplevelse til campere

Indtil videre har Henriette Rask solgt over 3000 Pintrip-bøger, som de hedder.

Henriette Rask har lavet Pintrip, der er en campingguide til Danmark.
Henriette Rask har lavet Pintrip, der er en campingguide til Danmark.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

- Vi har i hvert fald fat i det rigtige. Det er vi slet ikke i tvivl om.

Sådan siger Henriette Rask fra Nautrup om det projekt, hun har kastet sig ud i. For efter en tur i en autocamper til Frankrig blev hendes liv ændret.

Overnatninger i franske vinmarker fik hende til at tage springet fra fast arbejde til selvstændig iværksætter.

Hun har lavet en guide, der hedder Pintrip. Det er en bog, der giver købere lov til at overnatte forskellige steder i Danmark med autocamper. Og det har stor succes med de anderledes steder at overnatte end den klassiske campingplads.

- Det er ikke kun overnatningen, de går efter. Det er simpelthen oplevelsen. Den her autentiske oplevelse, man får, når man rejser rundt med Pintrip, siger Henriette Rask.

Der er mange forskellige steder, der har sagt god for at få overnattende. Det spænder alt fra gårdbutikker og vingårde til destillerier, kroer og små museer.

- Gør jeg noget, så gør jeg det fuldt ud. Der var slet ikke nogen tvivl på den måde. Vi satsede alt og investerede alt, vi havde og har. Nu skulle det bare være, siger hun om beslutningen.

Og indtil videre er det en succes med over 3000 solgte Pintrip-bøger.

Skeptisk i starten

Et af de steder, købere af Pintrip kan overnatte, er Nr. Nissum Håndbryg.

Her har håndbrygger Jens Grøn allerede taget imod over 50 gæstende autocampere.

Det på trods af, at han var skeptisk for overhovedet at gå med i Pintrip.

- Jeg var meget skeptisk i starten og tænkte: ”Hvem køber en bog for at køre rundt og holde nogen steder i Danmark?” Men jeg må bare tage det til mig. Det var en fejl. Der kommer så mange mennesker her, siger Jens Grøn.

Udover at Jens Grøns skepsis til projektet er forsvundet, så har han også stor respekt for Henriette Rasks beslutning om at droppe sit job for at blive selvstændig.

For Jens Grøn droppede nemlig selv jobbet som postbud for at blive håndbrygger.

- Hvis der er noget, man gerne vil, så skal man gøre det. For en dag er det for sent, siger han.

Når man køber Pintrip får man adgang til at overnatte gratis på omkring 180 pladser i Danmark.