Trend breder sig: Henning låner sin baghave ud til Anne og Mikael

1500 danskere tilbyder gratis overnatning i deres haver. Et ungt par fra Silkeborg blev taget godt imod i Nr. Nissum.

Henning Stokkedahl har haft Anne Søndergaard og Mikael Kristensen til at overnatte i sin baghave i Nr. Nissum. Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST"

Er du på jagt efter en billig ferie, er konceptet Brug min Baghave måske løsningen.

Det går i al sin enkelthed ud på, at en række danskere stiller deres haver til rådighed for gratis overnatning.

Man kan finde frem til haveejerne via hjemmesiden www.brugminbaghave.dk og en Facebook-gruppe med over 20.000 medlemmer, og så kan man selv aftale, om og hvornår man må komme og slå sit telt op.

- Det er et megaspændende koncept, og vi er blevet taget så godt imod, siger Anne Søndergaard og Mikael Kristensen fra Silkeborg.

Det unge par er på vandretur i det vestjyske, og TV MIDTVEST træffer dem i baghaven hos Henning Stokkedahl i Nr. Nissum ved Lemvig. Han er glad for at kunne hjælpe, også selv om det er uden beregning. 

- Vores børn er flyttet hjemmefra, og vi har god plads. Og så er det jo egentlig dejligt, at vi kan byde andre velkommen, når børnene ikke er her, siger han.

Svært at finde en shelterplads

Anne Søndergaard og Mikael Kristensen mener, at Brug min Baghave er et fint alternativ til andre former for gratis overnatning. 

- Det er ikke til at finde en shelterplads. De ligger så langt fra hinanden. Det her er super nemt, og indtil nu har vi ikke haft problemer med at finde en plads, siger Mikael.

Og Anne supplerer:

- I starten var det lidt grænseoverskridende at skulle ringe til folk og spørge, om man må bruge deres baghave. Men når man så kommer frem, ændrer det sig. Folk er så søde til at tage imod os, siger hun.

Det ligger ikke i konceptet, at der er adgang til toilet og bad, når man låner baghaven hos de indtil videre 1500 danskere, der har tilmeldt sig ordningen. Men det fik Anne og Mikael lov til i Nr. Nissum.

Mikael Kristensen og Anne Søndergaard. Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

 

02:15

'Brug min baghave' hedder et helt nyt feriekoncept - hvor man på Facebook kan komme i kontakt med haveejere - og overnatte i den.

Luk video