Hells Angels på Beach Party

Jørn Jønke Nielsen med følge ankom fredag aften til Skive Beach Party. De blev modtaget af talstærkt politiopbud.

040609SkiveBeachParty.jpg

Hollandske DJ Tiesto var tilsyneladende så stor en attraktion, at den berygtede Hells Angels leder, Jørn Jønke Nielsen, også ville til Skive. Jønke ville til Beach Party for at fejre sin 49 års fødselsdag - men inden festen kunne begynde måtte HA-lederen sammen med sit følge igennem et større tjek på en rasteplads lige udenfor Skive. Politiet havde fået et tip om at han var på vej, og en gruppe på 14 betjente fik ved 22-tiden stablet en razzia på benene.

En anholdt

Ved razziaen kunne politiet konstatere, at en af personerne i Jønkes følge manglede at udstå noget afsoning, og derfor var eftersøgt. Han blev anholdt, og taget med på stationen. Desuden blev en sigtet for overtrædelse af våbenloven fordi han bar en butterfly kniv. To andre blev sigtet for at have en lille smule hash til eget forbrug på sig.

TV/MIDT-VEST's politimagasin 114-Midtvest var med under aktionen, og bringer en længere reportage fra politiets arbejde, når programmet bliver sendt den 15. juni.