Redningsaktion afblæst - surfer var ikke i nød

Politiet har talt med vidner på stranden, der vidste, at surferen er kommet sikkert i land.

Redningsaktionen foregår ud for Vorupør (arkivfoto)
Redningsaktionen foregår ud for Vorupør (arkivfoto)
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Opdateret klokken 19.28

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at redningsaktionen nu er afsluttet - og at der ikke har været nogen personer i nød.

- Det var, som vi havde en formodning om. Vi har talt med nogle personer på stranden, der vidste, at en surfer sejlede fra Vorupør mod Klitmøller. Vedkommende er kommet i land igen og har ikke på noget tidspunkt været i fare, fortæller vagtchef Carsten Henriksen. 

En større redningsaktion er lige nu i gang på havet ud for Vorupør.

Midt- og Vestjyllands Politi fik klokken 16.33 en anmeldelse om en stand  up paddle-surfer, der tilsyneladende var i problemer et godt stykke fra kysten.

Der deltager både en redningshelikopter og flere både i eftersøgningen, ligesom politiet også er på stedet - men indtil videre uden resultat. Redningsfolkene har ikke kunnet finde en person i nød.

- Det kan skyldes, at vedkommende selv er kommet i land, og måske slet ikke har været klar over, at han var eftersøgt. Det har vi set før. Strøm og vind gør, at man driver ind mod land, men vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at der er en person i nød, og derfor fortsætter eftersøgningen, siger vagtchef Carsten Henriksen.

Vagtchefen understreger, at politiet gerne vil høre fra eventuelle vidner - eller fra surferen selv, hvis vedkommende er kommet i land uden at vide, at der har været en aktion i gang.

Oplysninger til politiet på telefon 114.