Helge Sander overrasket over Formel 1-reaktion

Helge Sander, som er en del af den idégruppe, der vil have Formel 1 til Danmark, er overrasket over, at Herning nu trækker sig.

helge.jpg

Det kommer bag på den tidligere borgmester i Herning, Helge Sander, at kommunen og MCH nu afviser at involvere sig i et Formel 1-projekt.

- Men jeg er også ærgerlig, for jeg mener oprigtigt, at Herning vil være et meget stærkt bud på, hvor vi kunne lave Formel 1, siger han.

Helge Sander er en del af den gruppe, der arbejder på at få motorsportens kongedisciplin til Danmark og har været fortaler for Herning.

Giver ikke op

I weekenden kom det frem, at Herning var i spil. Det fik - her en lille uge senere - borgmester Lars Krarup til at udelukke Herning som vært for et løb - på trods af at der været afholdt indledende møder om projektet.

- Jeg synes, det er utrolig ærgerligt, at det er uenighed om offentliggørelsen, der skal være grunden til, at det ikke kan blive i Herning, siger Helge Sander.

Helge Sander og resten af idégruppen vil nu satse på at finde et andet sted Danmark. I forvejen er Esbjerg, København og Roskilde i spil sammen med en by, som initiativtagerne ikke vil afsløre.