Helga kan ikke måle sig med Gorm

På havnen i Hanstholm blev der i morges målt vindstød på 31 meter i sekundet.

Hanstholm Havn under Helga

Midt- og Vestjylland ser ud til at slippe nådigt fra stormen Helga.

Blæsevejret når ikke samme højder som i søndags, da orkanen Gorm medførte masser af væltede træer og tage, der blev blæst af.

Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyste ved 11-tiden fredag, at Helga kun har betydet få mindre skader. I Silkeborg var et stort træ ved Scandic Hotellet faretruende tæt på at vælte, og dertil kom et par vejskilte, der rev sig løs - et i Thy og et på Midtjyske Motorvej.

Helga har mest fart på i den nordlige del af landsdelen. På Hanstholm Havn blev der ved 8-tiden målt vindstød på 31 meter i sekundet - hvilket vil sige stærk storm. Orkan er fra 32,6 meter i sekundet.

En times tid efter den højeste vindhastighed blev der i Hanstholm målt bølger på 5,47 meter.

DMI betegner på sin hjemmeside Helga som en hurtigløber. Vinden aftager langsomt sidst på formiddagen, men der er alligevel udsigt til en blæsende weekend, hvor der mange steder meldes hård eller stormende kuling.

Samtidig varsles der forhøjet vandstand i Limfjorden og nogle steder langs vestkysten fra lørdag aften.