Helenius sikrer Silkeborg tre point mod FC Midtjylland

Nicklas Helenius scorede to gange, da Silkeborg IF torsdag aften slog FC Midtjylland med 2-1.

SIF_jubel.jpg
Foto: Arkiv

Silkeborg IF viste klasse og tålmodighed, da holdet torsdag aften slog FC Midtjylland med 2-1 i et vaskeægte midtjysk opgør.

Herningenserne dominerede første halvleg, men formåede ikke at score. Dette udnyttede hjemmeholdet i anden halvleg, hvor Nicklas Helenius viste skarphed foran kassen.

En Midtjylland-reducering med et kvarter igen skabte lidt spænding i kampen, men det var hjemmeholdet, som løb af med de tre point.

Dermed kan FC Midtjylland tage motorvejen hjem uden noget i bagagen. Silkeborg indtager nu en tiendeplads i tabellen med 22 point for 19 kampe.

Hos Silkeborg var Sammy Skytte valgt i stedet for Mikkel Vendelbo. FC Midtjylland havde hele tre udskiftninger, da unge Andreas Poulsen, Kristoffer Olsson og Mikkel Duelund havde fundet plads i startopstillingen.

FC Midtjylland startede kampen bedst med flere gode forsøg på kassen, hvor især Mikkel Duelund viste spillelyst.

Ingen af holdene formåede dog aldrig at komme helt tæt på mål, og dermed forblev første halvleg målløs.

Silkeborg startede anden halvleg aggressivt, og det gav pote. Nicklas Helenius fik kæmpet sig igennem Midtjylland-forsvaret og bragte kynisk hjemmeholdet i front.

Fem minutter efter blev Silkeborg tilkendt et straffespark. Helenius gik til pletten og blev dobbelt målscorer.

Med et kvarter igen bragte Paul Onuachu spænding tilbage i kampen, da han reducerede til 1-2.

Gæsterne formåede dog aldrig at udligne, og dermed kunne Silkeborg tage sejren og de tre point.