Hele Danmarks gruppe accepterer René Tofts albueskinne

René Toft Hansen må spille iført sin albueskinne mod Danmarks gruppemodstandere ved VM i Frankrig.

René Toft Hansen - her i aktion for Kiel under en kamp i Silkeborg - kan nu endelig komme i aktion ved VM. Foto: Arkiv

Egypten, Qatar, Bahrain og Sverige har alle givet accept til, at stregspilleren René Toft Hansen må være med for det danske håndboldlandshold i VM-kampene mod de fire nationer i Danmarks VM-gruppe.
    
De tre førstnævnte lande har bekræftet det over for Dansk Håndbold Forbund (DHF), som selv har skullet jagte en accept, efter at Det Internationale Håndboldforbund (IHF) ikke endeligt ville godkende eller forbyde stregspillerens brug af en albueskinne.
    
Sveriges pressechef oplyser til Danmarks Radio, at også svenskerne giver grønt lys til at møde danskeren. Det sker dog under protest, fordi svenskerne ikke har ønsket at være herre over beslutningen.
    
- Det kan ikke være modstandernes opgave at vurdere, om en modspiller skal spille eller ej. Det må IHF gøre, det er jo deres turnering, siger pressechef Daniel Vandor til DR.
    
Albueskinnen er ikke officielt godkendt af IHF, da den indeholder metal. Det har været ulovligt siden sidste sommer, hvor IHF vedtog en stramning af reglerne. De seneste seks år har René Toft spillet med skinnen.

Det er fantastiske nyheder, og jeg er utroligt taknemmelig for, at de tre lande har udvist fairplay og sportsmanship

Gudmundur Gudmundsson, landstræner

    
Lørdag morgen drog landsholdslæge Steen Bo Kalms, delegationsleder Jan Kampman og landsholdsstregen Jesper Nøddesbo til det andet spillerhotel i Paris for at søge accept fra Egypten, Qatar og Bahrain.
    
Her skulle de respektive landsholdslæger vurdere skinnen og skrive under på, at skinnen ud fra et medicinsk synspunkt kunne godkendes. Alle tre nationer underskrev uden tøven, oplyser DHF.
    
- Det er fantastiske nyheder, og jeg er utroligt taknemmelig for, at de tre lande har udvist fairplay og sportsmanship, siger landstræner Gudmundur Gudmundsson.
    
Fredag aften missede René Toft Danmarks åbningskamp mod Argentina på grund af sagen. Uden forsvarsstyrmanden vandt Danmark i sikker stil med 33-22.
    
    
    
/ritzau/